FCK-profil: Vi skal ramme vores topniveau
Foto: Polfoto
Superliga

FCK-profil: Vi skal ramme vores topniveau

FC Københavns forsvarsleder Pelle Nilsson påpeger, at det kræver en toppræstation, hvis holdet skal vinde over Dnipro Dnipropetrovsk.

Der venter en vanskelig opgave for FC København, når den danske sølvvinder onsdag aften møder Dnipro Dnipropetrovsk i tredje kvalifikationsrunde af Champions League i Kiev.

Det bliver en manddomsprøve for det endnu usammenspillede FCK-hold, men anfører Pelle Nilsson forventer en spændende kamp, hvor FC København skal ramme et højt niveau for at spille sig videre.

- Det bliver en stor kamp. Dnipro er et godt hold. Vi har set video og kender deres spil, og det er et rigtig godt hold, både defensivt og offensivt. Det bliver to meget hårde kampe, hvis vi skal gå videre. Vi skal ramme vores topniveau, og gør vi det, har vi definitivt en god chance for at gå videre, siger Pelle Nilsson til tipsbladet.dk.

Der er blevet spekuleret i, om FC København vil forsøge at spille sig til et uafgjort resultat for så at sikre sejren hjemme i Parken i returkampen. Pelle Nilsson slår dog fast, at FC København ikke tænker på et bestemt resultat, når holdet går på banen.

- Vi spiller fodbold for at vinde, og vi tager ikke til Ukraine for at håbe på et smalt nederlag eller uafgjort. Man går altid efter at vinde og lave en god præstation. Vi skal levere en god holdpræstation; det er det, vi fokuserer på. Vi skal ikke fokusere på et resultat, når vi går på banen. Vi skal tænke på det taktiske, vi har trænet, og så må vi gøre det så godt vi kan. Vi skal levere en god kamp; det er det vigtigste, for vi går selvfølgelig efter at komme videre, siger Pelle Nilsson.

Kampen mellem Dnipro Dnipropetrovsk og FC København fløjtes i gang onsdag klokken 18.00 dansk tid.