FCK: Taler fremtid med Solbakken til foråret
Illustration
Superliga

FCK: Taler fremtid med Solbakken til foråret

FC Københavns direktør Anders Hørsholt vil diskutere fremtiden og kontrakten med Ståle Solbakken til foråret.

FC Københavns manager Ståle Solbakken blev mandag aften bragt i spil som ny dansk landstræner i radioprogrammet Fodbold FM på Radio 24/Syv, da den tidligere FCK-sportsdirektør Carsten V. Jensen udtalte, at Solbakken var et oplagt emne som eventuel afløser for Morten Olsen, hvis denne stopper som dansk landstræner i sommeren 2016. 

Carsten V. Jensen var manden, der for halvandet år siden ansatte Ståle Solbakken i FC København, men siden er der sket meget i hovedstadsklubben. 'CV' er ikke i klubben længere, mens Ståle Solbakken nu er manager med det overordnede ansvar for både træning og spillerindkøb. Solbakken har kontrakt med FC København frem til sommeren 2016 - altså samtidig med, at Morten Olsens aftale med DBU udløber. Det gør ikke Solbakkens kandidatur mindre væsentligt. 

I FC København ønsker man ikke at indgå i spekulationerne om Ståle Solbakkens fremtid, men direktør Anders Hørsholt er opmærksom på nordmandens kontraktudløb i sommeren 2016. Derfor forventer han også at tage en snak om fremtiden med Solbakken til næste år. 

- Vi har stadig kontrakt med Ståle halvandet år endnu, og det er lang tid. Vi er meget glade for Ståle i FCK og vi har aftalt, at vi taler sammen om fremtiden til foråret på et tidspunkt, lyder det fra Anders Hørsholt i dag i et svar til tipsbladet.dk. 

FCK-direktøren har ikke ønsket at uddybe sin kommentar. 

Da Ståle Solbakken i august 2013 blev hentet tilbage til FC København, var det som nævnt på en tre-årig kontrakt frem til sommeren 2016. I forbindelse med Solbakkens forfremmelse til manager, holdt man fast i den nuværende aftale. Ved den lejlighed udtalte Anders Hørsholt til tipsbladet.dk, at fremtiden lå åben for Ståle Solbakken, men at det i bund og grund handler om at levere resultater. 

- Alle i FC København skal levere. Det er grundforudsætningen i FC København at skabe resultater på og uden for banen. Den præmis kender alle. Nu går vi i gang med sæsonen, og så tager vi fat i diskussionen med Ståle om, hvad fremtiden kan bringe, når de to år er gået, sagde Anders Hørsholt til tipsbladet.dk i maj i år. 

I samme forbindelse understregede han, at FC Københavns aktuelle periode med ét mesterskab i løbet af de seneste tre sæsoner ikke er tilfredsstillende, og at man hele tiden overvejer det sportslige set-up. Samtidig afviste han, at FC København har sat alt på et bræt ved at lade Ståle Solbakken få al sportslig ansvar på sine skuldre. 

- Sådan vurderer jeg det overhovedet ikke. Tværtimod. Nu fordeler vi jo ansvaret på flere hænder. Ståle sidder med ansvaret i forbindelse med beslutningsdelen, men arbejdet og fagligheden er jo også centreret hos Johan Lange og hos klubsekretær Daniel Rommedahl. Vi fordeler kompetencerne og ansvaret ud i huset. Kontinuiteten, stabiliteten og perspektiven har vi i den grad fået forankret i klubben, udtalte Anders Hørsholt i maj ved præsentationen af den nye struktur i FC København og Ståle Solbakkens nye manager-rolle.

Ståle Solbakken har tidligere været nævnt som kandidat til landstrænerjobbet i Danmark, ligesom han også har været i spil som norsk landstræner. I forbindelse med ansættelsen i FC København i sommeren 2013 udtalte han dog til VG, at han ikke tænker på landsholdsfodbold lige nu. 

- Jeg lægger den slags job brak for de næste tre år. Som regel bliver en landstræner ansat for fire år, og det er det valg, jeg har taget. Jeg holdt et møde med mig selv, og man ved aldrig, om man får tilbuddet eller ikke. Men jeg havde haft en god chance, og jeg har helt sikkert været på kandidatlisten, har Ståle Solbakken tidligere udtalt om muligheden for at blive landstræner i Danmark eller Norge. 

DBU og Morten Olsen har endnu ikke truffet en beslutning om landstrænerens fremtid efter sommeren 2016.