FCK udlejer Steve De Ridder
Foto: Mads Hansen/Polfoto
Superliga

FCK udlejer Steve De Ridder

FC København udlejer Steve De Ridder til belgiske Zulte Waregem, der får option på et efterfølgende køb.

FC København har for alvor travlt for tiden. Sæsonen er endnu ikke forbi, men vicemestrene er allerede godt i gang med at forberede sig forud for den nye sæson i Alka Superligaen. Fredag kunne man præsentere Peter Ankersen som ny mand i Telia Parken, og kort efter blev det officielt, at Steve De Ridder udlejes tilbage til Belgien. 

Her står Zulte Waregem klar med en aftale, der binder belgieren til klubben i den kommende sæson. Waregem har sikret sig en option, der gør, at man efterfølgende kan købe Steve De Ridder i FC København. De nye udfordringer glæder hovedpersonen selv, der forinden kendte til interesse fra den belgiske klub: 

- Allerede for et par år siden, viste Zulte Waregem meget konkret interesse. Det charmerede mig, men dengang var det ikke muligt at skifte. Siden har klubben fulgt mig, og nu er de kommet tilbage på ny. Det er en spændende klub med en god kurs for fremtiden, og jeg havde straks en god fornemmelse omkring det. Jeg føler selvtillid omkring skiftet, som jeg ser meget frem til. Jeg er ivrig efter igen at spille i den belgiske liga, siger Steve De Ridder til Zulte Waregem´s officielle hjemmeside.

Steve De Ridder har haft noget blandet succes i FC København, hvor den offensive spiller flere gange har været udskældt. I seneste runde kom han dog på måltavlen, da FC København ude slog SønderjyskE med 2-1.