Video : Tipsbladet
Superliga

FCM buldrer af sted: Vi har meldt os ind i mesterskabskampen

Jakob Poulsen er klar til at udfordre de andre hold i toppen af Superligaen, og med FC Midtjyllands aktuelle form er klubben helt sikkert blevet en del af mesterskabskampen, mener kaptajnen.

Hvis vi tæller pokalkampen mod Greve med, har FC Midtjyllands seneste resultater set således ud: 5-1, 7-0, 3-0 og 4-1. Holdet er et af de mest formstærke i Superligaen, og det er ikke hvem som helst, de har slået i den periode.

Hobro IK, som ellers havde startet sæsonen så stærkt; AGF, der netop havde besejret FC Nordsjælland, på udebane; AaB, der ikke havde tabt i ni kampe. Det er svært at være uenig i, at den nye 3-4-3-formation har været en succes i det midtjyske, og holdets form har givet anfører Jakob Poulsen mod på mere.

I en sæson, hvor FC København har haltet, og hvor mesterskabet ser ud til at være i spil for andre end sidste sæsons suveræne guldvindere, lægger Poulsen billet ind på endnu et mesterskab.

- Vi har helt sikkert meldt os ind i kampen om mesterskabet, og vi kommer til at gå benhårdt efter det. Nu har vi fået snor i FC Nordsjælland, så jeg tror, det bliver en tæt sæson i toppen. Også fordi Brøndby og FC København har fundet en stabilitet. Men vi har en god bred trup med masser af kvalitet, så det burde være muligt at spille med om mesterskabet, siger kaptajnen til Jyllands-Posten.

Som et ganske håndgribeligt tegn på, at FC Midtjylland er inde i en god gænge, blev angriberen Alexander Sørloth i går kåret til månedens spiller i Superligaen for september. Han scorede fire mål og lagde op til to i sidste måned.

FC Midtjylland møder i aften SønderjyskE på udebane.