FCN og Brøndby i transferkabale?
Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
Superliga

FCN og Brøndby i transferkabale?

Jens Martin Gammelby kan være på vej til FC Nordsjælland, mens Andreas Maxsø er et tema i Brøndby.

Transfervinduet kører på højtryk i de danske klubber, hvor taktik og tålmodighed er vigtige faktorer. Spændende navne er i spil, og nu viser det sig, at lidt af en transferkabale kan være på vej i Alka Superligaen. 

Søndag kan Onside afsløre, at Silkeborg-profilen Jens Martin Gammelby er et varmt navn i Alka Superligaen. Her skulle FC Nordsjælland stå klar med et konkret tilbud, der er så konkret, at der forhandles mellem parterne i øjeblikket. Et scenarie, sportschef i FCN, Carsten V. Jensen, ikke vil afvise: 

- Nej det vil jeg ikke gå nærmere ind i. Det er dog sjældent, at der er røg, uden der er ild, siger Carsten V. Jensen til Onside.

Et køb af Jens Martin Gammelby kan dog afhænge af en helt anden situation. FCN-profilen Andreas Maxsø har nemlig et år tilbage af sin kontrakt, og er blevet lidt af et navn på transfermarkedet. Her står Brøndby IF angiveligt klar med et tilbud, selvom det ikke er et rygte, sportschef Troels Bech ønsker at kommentere på søndag.

I FC Nordsjælland afviser man dog, at et køb af Jens Martin Gammelby er betinget af salget af Maxsø. Carsten V. Jensen vil nemlig gerne have øget konkurrence om pladserne i Farum, men meldingerne går alligevel på, at de to aftaler skulle være afhængige af hinanden.

Heller ikke Jens Martin Gammelby selv vil overfor Onside afvise et muligt skifte denne sommer.