FCV: Katastrofe at ryge ud
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

FCV: Katastrofe at ryge ud

FC Vestsjælland har alvorligt brug for en sejr, som ifølge assistenttræner Tommy Møller Nielsen skal komme onsdag.

Onsdag venter en intens dyst, når Brønshøj og FC Vestsjælland mødes i DBU Pokalen. For begge hold vil en semifinaleplads være en uventet stor bedrift, mens den for Alka Superliga-holdet vil være succes i en svær periode i landets bedste række. 

Netop den svære periode med nedrykning som en faretruende trussel gør pokalkampen ekstra afgørende. Det vurderer FCV-assistent Tommy Møller Nielsen, der understreger, at mandskabet har stærkt brug for en sejr: 

- Det er super vigtigt at vi vinder den kamp, og kommer videre i DBU Pokalen. Det vil give klubben – og ikke mindst spillerne – et mentalt boost at nå til semifinalen i pokalturneringen! Som fodboldspiller lever vi af sejre, og vi har i den grad brug for en nu, siger Tommy Møller Nielsen til klubbens hjemmeside og fortsætter: 

- Det er måske ikke ligefrem en katastrofe at tabe sådan en kamp, men i vor situation kan det vise sig alligevel at være det. Vi undervurderer absolut ikke vore modstandere, for det katastrofale handler mere om vor selvforståelse og selvtillid, og ikke om modstanderen. Vi har brug for en succesoplevelse i en betydende kamp, vurderer assistenttræneren.

FC Vestsjælland indtager 11. pladsen i Alka Superligaen, hvor klubben har hentet 11. points i de 19 første runder. Onsdagens pokalkamp i Tingbjerg Ground starter klokken 19:00.