Video : Tipsbladet
Superliga

Fem nyindkøb i FCM's Europa League-trup - men ingen van der Vaart

FC Midtjylland har udtaget truppen til torsdagens Europa League-kvalifikationskamp mod Derry City. Fem af klubben nyindkøb er udtaget til truppen, mens Rafael van der Vaart ikke er.

Allerede torsdag aften begynder sæsonen for FC Midtjylland, når holdet tager imod Derry City i den første kvalifikationsrunde til Europa League. Til den kamp har cheftræner Jess Thorup udtaget fem af de spillere, som klubben har hentet denne sommer.

Det gælder målmændene Michael Falkesgaard og Jesper Hansen samt de tre markspillere Zsolt Korcsmar, Bozhidar Kraev og Alexander Sørloth. Unge Michael Baidoo, som også er ny mand på Heden, er ikke blandt de 19 navne.

Det er veteranen Rafael van der Vaart heller ikke. FC Midtjylland oplyser ikke, hvorfor hollænderen ikke er med i truppen, men et bud kunne være, at han lige blev far igen forleden, og at han derfor har fået ekstra tid med familien.

Van der Vaart er dog ikke den eneste, der er fraværende. Det gælder eksempelvis også U21-EM-spilleren Mikkel Duelund, Kian Hansen og Jonas Borring.

Derry City, der ligger i Nordirland, men spiller i den irske række, er ikke nogen skræmmende modstander, som danskeren Niclas Vemmelund fortalte tipsbladet.dk tidligere onsdag. Jess Thorup er dog opsat på ikke at undervurdere gæsterne.

- Vi skal have et godt udgangspunkt, og det bliver ikke nogen walkover, men vi glæder os til at komme i gang med den nye sæson, siger han til klubbens hjemmeside.

Thorup har udtaget følgende spillere.

1. Jesper Hansen
3. Tim Sparv
4. Zsolt Korcsmar
5. Marc Dal Hende
6. Markus Halsti
7. Jakob Poulsen
9. Janus Drachmann
13. Alexander Munksgaard
14. Simon Kroon
15. Bozhidar Kraev
18. Kristian Riis
19. Alexander Sørloth
21. Kaan Kairinen
28. André Rømer
31. Michael Falkesgaard
33. Paul Onuachu
36. Rilwan Hassan
40. Andreas Poulsen
88. Gustav Wikheim