Superliga

Fem Tippeliga-emner til Superligaen

Flere Tippeliga-spillere er rygtet til Superligaen i denne vinter, men hvem er egentlig de fem mest interessante? Tipsbladet.dk giver svaret.

Nummer 1: Det store forsvarshåb

Even Hovland
Even Hovland, 22 år, midterforsvarer
Klub: Sogndal
Tippeligaen 2011: 22 kampe, 2 mål, 0 assist

Nation: Norge (6 U/21-landskampe og udtaget til det norske ligalandshold)

TV2 Norges spillerbørs:
Nr. 2 med et snit på 5,76 ud af 10

Note:
FC København, Club Brügge og Molde er de tre helt store bejlere til det største forsvarstalent i Norge lige nu. Even Hovland er klar til nye eventyr, og Sogndal er også klar til at sælge deres bedste spiller og anfører, der igen i år har været den helt store årsag til Sogndals overlevelse i Tippeligaen. Hovlands talent har da også været åbentlyst i længere tid, hvorfor Manchester United i slutningen af 2009 inviterede nordmanden på prøvetræning af to omgange. Samtalerne med den engelske storklub blev dog ikke til noget og i stedet udviklede han sig til en profil i Tipeligaen. Det gjorde såvel FC København som Club Brügge interesserede i den dygtige forsvarsspiller, men nu skulle de danske mestre alligevel have trukket sig fra kapløbet, som Molde ser ud til at føre og vinde, hvis ikke FCK eller en anden dansk klub dukker op i 11. time.

David Nielsen:

- Even Hovland ville jeg have købt på stedet. Han er en rigtig, rigtig god forsvarsspiller. Han er en spillende forsvarsspiller, der er utrolig hurtig. Han har niveauet, og han har en rigtig, rigtig god fod.

- Der er ingen tvivl om, at han er den defensive profil i norsk fodbold lige nu. Han er den mest spændende spiller, og han er en spiller, man kan købe relativt billigt og så udvikle. Hvis han kommer til at spille regelmæssig Champions League, så vil man også kunne sende ham videre på et senere tidspunkt. En god spiller sportsligt, men også forretningsmæssigt er han en god spiller at købe.