Festersen: Vi har en impotent offensiv
Illustration
Superliga

Festersen: Vi har en impotent offensiv

Det var en skuffet Rasmus Festersen, som gjorde status efter søndagens nederlag til FC Midtjylland.

FC Midtjylland trak sig sejrrigt ud af superligaopgøret mod FC Vestsjælland søndag eftersmiddag, hvor midtjyderne hev en 1-0-sejr i land efter Igbouns scoring i det 80. minut. 

Det skete i en kamp, hvor FC Vestsjælland havde meget svært ved at finde melodien - især offensivt, hvilket skuffer FC Vestsjællands Rasmus Festersen. 

- Jeg er selvfølgelig skuffet, men som kampen forløber er det fuldt fortjent, at Midtjyland vinder. Vi får slet ikke de ting til at fungere, som vi gerne vil især offensivt, siger han til Canal8. 

Han er især skuffet over, at FC Vestsjyllænd ikke formåede at blive mere farlige i opgøret mod ulvene. 

- Vi har en lidt impotent offensiv. Bolden hopper fra os mange gange, og vi får slet ikke holdt fast i den, og så er vi heller ikke aggressive nok i vores genpres, siger han.  

Med sejren ligger FC Midtjylland fortsat på førstepladsen i Superligaen, hvor de har 21 point efter ni kampe, hvilket er fire point mere end Randers FC på andenpladsen, mens FC Vestsjælland indtager ottendepladsen med 10 point.