Flere Superliga-klubber lurer på Andersen: Har afvist forlængelse
Superliga

Flere Superliga-klubber lurer på Andersen: Har afvist forlængelse

Jeppe Andersen bekræfter, at flere Superliga-klubber viser interesse.

Offensivspilleren Jeppe Andersen forlader med stor sandsynlighed Esbjerg fB denne sommer.

Kantspilleren har udtalt, at han håber at finde en ny klub i dette transfervindue, selvom Esbjerg har forsøgt at forlænge spillerens kontrakt.

- Jeg har et år tilbage af min kontrakt, og jeg har været her i tre år. Jeg føler, at det er tid til at prøve noget nyt. Det vil være sundt for mig. Det er ikke en hemmelighed, at jeg har afvist alt, hvad Esbjerg er kommet med. De ville gerne forlænge, men jeg har sagt, at jeg ikke er interesseret, siger Jeppe Andersen til tipsbladet.dk.

Han er opmærksom på, at Esbjerg kan vælge at sige nej til et eventuelt salg, fordi Andersens kontrakt løber frem til sommeren 2017.

- De kan vælge at sige nej, men de vil gerne sælge spillere på grund af klubbens økonomi. Hvis de skal have penge for mig, er tipspunktet det rigtige nu, siger Jeppe Andersen.

Offensivspilleren bekræfter overfor tipsbladet.dk, at flere Superliga-klubber har vist interesse denne sommer, så mulighederne er mange, og Jeppe Andersen er ikke kræsen.

- Jeg er klar på det meste. Holland og Belgien vil passe godt i forhold til den måde, der spilles fodbold på i de lande, men det behøver ikke at være udlandet. Jeg vil også gerne spille i en topklub i Danmark. Jeg ved, at der er interesse fra forskellige steder, så jeg går med min agent og venter på, hvad der kommer af muligheder, siger Jeppe Andersen, der ikke ønsker at fortælle, hvilke klubber der er ude efter ham.

Esbjerg-spilleren er aktuelt skadet, men han håber alligevel, at en klub vil købe ham fri af Esbjerg inden transfervinduets lukning 31. august – og gerne før.