2016-03-07 14:20
Foto: Claus Bonnerup/Polfoto

Hobro IK er sidst i Superligaen, og det er svært at være optimistisk med otte point op til redning. Men tre af klubbens spillere har før lavet mirakler.

0-6.

Det gør ondt i Hobro, efter klubben lørdag blev nedsablet med seks mål på eget græs til Viborg FF. Og selv om det gjorde ondt for de spillere, der var på banen, gjorde det mindst lige så ondt på en af dem, der sad uden for. Anders Egholm har ikke spillet siden sidst i august, og han har derfor ikke været i stand til at hjælpe Hobro på banen i den svære tid. Noget, der har været svært.

Men forsvarsspilleren tager omvendt den optimistiske hat på, for han var i sæsonen 2009/2010 en del af et Randers-hold, der var 19 point efter AGF ved indgangen til foråret, men alligevel reddede sig. Nu håber han på at kunne trække på de erfaringer - for han er ikke den eneste i truppen, der var i Randers på det tidspunkt. Også Jonas Brix-Damborg og Tidiane Sane var Randers-spiller dengang.

- Jeg synes godt, vi kan bruge det til noget (erfaringen, red.). Vi prøver at byde ind med de ting, der kan være vigtige i de her situationer. Øjebliksbilledet er skidt, når du har tabt 0-6, og så vil du gerne spille næst kamp hurtigst muligt, siger Anders Egholm til tipsbladet.dk og forklarer:

- Det, vi var gode til i Randers, var, at vi holdt fokus på den enkelte kamp. Nogle gange fik vi godt nok kun et point i kampene, men vi var nødt til at holde fokus. For os (Hobro, red.) skal det være det samme. Et eller andet sted skal vi have en følelse af, at det fungerer igen, og den følelse kan godt komme, selv om vi spiller en kanon-kamp og taber. Vi skal have følelsen af, at der er noget at tage med, siger han.

Egholm har som sagt ikke spillet siden august, men det begynder at lysne nu for den rutinerede forsvarsspiller, der måske snart kan være tilbage på banen og hjælpe Hobro.

- Status er, at jeg stepper op i den her uge. Jeg løbetræner og bringer mere intensitet i det, hvis det går godt. I næste uge skal det så være mere kamprelateret, og jeg kan - hvis alt går godt - nok være klar efter landskampspausen, siger Egholm.

Han blev opereret i den ene fod for en sene, der var flosset og irriteret. Det havde ikke noget med akillessenen at gøre, men det var akillessenen, der i januar blev overbelastet, så Egholm igen måtte vente på at komme i gang for alvor.

Og forsvarsspilleren erkender, at det mentalt har været svært at sidde og kigge på spillet fra tribunen, når ønsket først og fremmest er at bidrage på banen.

- Jeg tænker dag og nat på, at jeg vil tilbage på holdet og levere en god indsats.

- Men jeg er nødt til at sætte mig korte målsætninger. Den her uge går godt, og så må vi se, om det gør det samme i næste uge, hvor jeg skal bygge på, siger Egholm.

Så i stedet for den klassiske med en kamp ad gangen, er vi ude i en dag ad gangen for dig?

- Vi kan vel kalde det for et løb ad gangen. Jeg prøver at være tålmodig, og jeg er glad for de dage, det går godt. Personligt har det da været lidt irriterende at sidde ude så længe, siger den 32-årige forsvarsspiller.

Hobros næste opgave hedder Superliga-opgøret mod FC Midtjylland.

SENESTE NYT...

AFSTEMNING

Hvor spiller Thomas Delaney i næste sæson?

SUPERLIGA-VIDEO