Frank: Nikolai Laursen skal være ydmyg
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Frank: Nikolai Laursen skal være ydmyg

Brøndby-træner Thomas Frank roser sin debuterende målskytte, men husker ham på, at han skal være ydmyg.

Brøndby har haft problemer med at score mål i et stykke tid, men søndag haglede de ind, da de blå-gule vandt 4-0 over FC Vestsjælland. Sejren var tiltrængt for de blå-gule ovenpå sidste weekends nederlag til Hobro, og det var da også en glad Thomas Frank, der kunne gøre status efter stensikre tre point.

- Generelt er jeg glad for, at vi slår tilbage. Jeg er tilfreds med vores energi og i lange perioder fungerer vores genpres rigtig fint. Men vi skal stadig blive bedre i spillet. Vi skal stadig spille hurtigere og flytte bolden hurtigere fra side til side. Specielt i de små brydninger er jeg utilfreds med, at vi afleverer den tilbage i banen i stedet for at tænke fremadrettet. Så i den del af spillet, er der ting, jeg er utilfreds med, siger Brøndby-træneren og fortsætter:

- Jeg er til gengæld rigtig tilfreds med, at vi scorer på to standarder. Det har vi arbejdet stinkende hårdt på, så det er fantastisk, at der er payoff på det.

Brøndbys scoring til 4-0 blev sat ind af den 17-årige debutant Nikolai Laursen, og han får et par fine ord med på vejen af Thomas Frank.

- Nikolai er en rigtig dygtig spiller, som arbejder hårdt for at få muligheden. Det har ligget længe i luften, og jeg har haft ham på bænken mange gange. Det var en drømmedebut, og han scorer en flot kasse, men han skal tilbage på træningsbanen, være ydmyg og arbejde hårdt. Kan han bevare benene på jorden, har han nogle indlysende kvaliteter, som er efterspurgt, lyder det fra Thomas Frank.