Video : Tipsbladet
Superliga

Gaarde om prøvespiller: Januar et godt tidspunkt for visit

AaB tester i disse dage sydafrikansk forsvarsspiller, og tiden passede perfekt til det, fastslår sportsdirektør Allan Gaarde.

AaB får i denne uge besøg fra Sydafrika. Midterforsvareren Lorenzo Gordinho checker ind i Aalborg til en lille uges prøvetræning, og sydafrikanerens håb er, at han kan tilspille sig en kontrakt med den danske Superliga-klub.

22-årige Lorenzo Gordinho tørner til dagligt ud for Kaizer Chiefs i hjemlandet, og han har aldrig været udenfor Sydafrikas grænser, men han drømmer om en karriere i Europa, og jagten indledes altså med et gæsteophold i Aalborg.

AaB's sportsdirektør, Allan Gaarde, fastslår, at der i første omgang ikke er tale om andet end et visit, således parterne kan se hinanden an.

- Det er en gæstespiller, som vi ser an, og mere er der ikke i det. Han skal være her i fem dage, så vi kan danne os et indtryk af ham. Vi har kigget på ham i noget tid, og nu har vi så mulighed for at se ham lidt mere efter i sømmene. Januar er altid en god periode at få visit udefra, men mere er der heller ikke i det på nuværende tidspunk, siger Allan Gaarde til tipsbladet.dk.

Lorenzo Gordinho skal blandt andet i aktion for AaB i testkampen mod Hoffenheim.