Hammarby og Michelsen tester afrikansk ’Rooney’
Allan Høgholm / Getty Images
Superliga

Hammarby og Michelsen tester afrikansk ’Rooney’

Abdul Haluk Hudu er til prøvetræning i Hammarby. Han er blevet kåret som den mest talentfulde spiller i den ghanesiske Premier League.

Det er ikke kun Bjørn Paulsen, der i disse dage bliver sat i forbindelse med et skifte til svenske Hammarby, der har Jakob Michelsen som træner. Klubben har den 16-årige ghanesiske midtbanespiller Abdul Halik Hudu, som går under navnet Rooney, til prøvetræning.

Den 16-årige Rooney er ikke ubekendt i Hammarby. Således har holdets chefscout Michael Hjelmberg set spilleren flere gange i Ghana.

- Det er en spiller, vi har set flere gange nede i Ghana. Han er en balanceret spiller, der kan spille central midtbanespiller og en smule som kant eller hængende angriber. Han er blevet stemt ind som den mest talentfulde spiller i den ghanesiske Premier League, og han spillede på fast basis i 2016, siger chefscouten til Fotbollskanalen.

Kælenavnet Rooney har dog ikke noget med Manchester United-spilleren Wayne Rooney at gøre. Det er blot et navn, Abdul Halik Hudu har givet sig selv.

Med meritten som den mest talentfulde spiller i den ghanesiske Premier League, kan Jakob Michelsen muligvis få lov til at arbejde med en spiller, der om nogle år kan gøre sig på en større scene end den svenske.

Den danske træner skal dog bryste sig med tålmodighed. Reglerne i FIFA siger, at en spiller fra det afrikanske kontinent først kan skifte, når han er fyldt 18 år.