Video : Tipsbladet
Superliga

Han ligner Brøndbys næste store stjerne!

Tipsbladet zoomer ind på kampen mellem Brøndby IF og Silkeborg IF.

Brøndby Stadion (Tipsbladet).

Brøndby IF - Silkeborg IF 4-1 (2-0)
1-0, Yuito Suzuki
2-0, Jordi Vanlerberghe
2-1, Tonni Adamsen
3-1, Yuito Suzuki
4-1, Yuito Suzuki

Kampens bedste
Brøndby IF

Yuito Suzuki er selvskrevet til at blive nævnt med et hattrick. Mens det første mål velsagtens var en tilfældighed, var især den japanske angribers andet mål var ganske forrygende. Her krøllede han bolden i kassen fra kanten af feltet efter en fiks dribling, og han viste teknik på et meget, meget højt niveau.

Den løbevillige japaner kæmper altid knaldhårdt og ser godt nok spændende ud, og i foråret har han fået et fint gennembrud med en masse startpladser. Og i dag? Ja, der lignede han for alvor den næste stjerne på Vestegnen.

Desuden var det fedt at se, hvordan han blev hyldet af holdkammeraterne, der også opmuntrede tilskuerne til at rejse sig og hylde hattrickhelten.

Silkeborg IF
At SIF er et hold i resultatmæssig krise, er ikke altid til at se på deres spil. I perioder gjorde Kent Nielsens mandskab det fornuftigt, og en mand, der imponerede, er Stefan Thordarson. Islændingen var i spil til et skifte i januar, men er stadig i Silkeborg. Og han gør det godt. Han var farlig i omstillinger med sin fart og sit overblik, og han leverede blandt andet assisten til Tonni Adamsens mål.

Kampens værste
Alexander Lind. Superligaens topscorer har slet ikke fundet melodien i 2024, og mod Brøndby IF lykkedes han stort set ikke med noget i kampens første 45 minutter. Det blev heller ikke til mere tid på banen, for Kent Nielsen tog ham ud og satte Tonni Adamsen ind i pausen. 

Kampens detalje
Sådan leverer man et godt førstehåndsindtryk, Vanlerberghe! Den belgiske stopper skulle end ikke spille 45 minutter på sin nye hjemmebane, før han kom på tavlen med et flot langskud, og så gjorde han sig på rekordtid populær blandt klubbens fans. Og med en god præstation i den anden ende ligner han en, I bliver glade for, Brøndby.