Hobro-chef: På et tidspunkt skal Jens Hammer vælge, om han vil på fuldtid
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Hobro-chef: På et tidspunkt skal Jens Hammer vælge, om han vil på fuldtid

Jens Hammer Sørensen er skolelærer og sportschef i Hobro IK, men der kommer en dag, hvor klubben skal bruge en sportschef på fuldtid, og så må han vælge, slår formanden fast.

I løbet af et par timer mandag herskede der stor forvirring omkring Hobro IK's sportschef, Jens Hammer Sørensen. Den skole, han er lærer på, Randers Realskole, lagde en video på Facebook, hvortil den skrev, at Hammer Sørensen ville stoppe i Hobro.

Kort efter meldte sportschefen ud, at han ikke ville stoppe, men at han ikke kunne sige mere, før klubben havde meldt noget ud. Det gjorde Hobro så i sidste ende, da klubben i en pressemeddelelse slog fast at, Hammer Sørensen ikke stopper, men blot bliver fritaget for nogle administrative opgaver og dermed får frigjort nogle timer i sit travle liv.

Det er blevet muligt, efter Hobro som organisation er vokset, for Jens Hammer Sørensens rolle blev skabt, da han næsten var ene mand på kontoret, som i dag beskæftiger otte-ni folk på fuldtid.

- Jens har sit fuldtidsjob i skolen i Randers, og det er nogle gange mere krævende end andre, så han kom og spurgte, om vi kunne frigøre ham fra nogle timer. Dengang Jens startede, var der ikke noget kontor, havde jeg nær sagt, alt var frivilligt, forklarer bestyrelsesformand Lars Kühnel til tipsbladet.dk.

- Der er mange ting, man laver, når man er alene: pressemeddelelse i forbindelse med ny spiller, lejlighed til ham, finde ud af, om hans hund kan komme med ind i landet. Der er mange ting, man ikke tænker på, og de ting kan alle mulige andre lige så godt lave. Det er stadig Jens, der er ansvarlig for det, man normalt forbinder med en sportschefs kerneområder: scouting, køb og salg.

Det var ikke kun hos omverdenen, at der kortvarigt herskede forvirring i løbet af mandagen. Også hos Hobro IK kom videoen fra Randers Realskole en kende bag på dem, men ifølge Lars Kühnel fandt de hurtigt hoved og hale i det hele.

- Jeg blev da en lille smule overrasket over skolens udmelding. Videoen kom på omkring 9.30, og jeg kunne se nogle beskeder tikke ind på min telefon. Vi mødtes ude på DS Arena (klubbens stadion, red.) og snakkede om, hvad der var op og ned, og det fik vi hurtigt afklaret og fik pressemeddelelsen ud, fortæller formanden.

Der kan dog komme en dag i en ikke så fjern fremtid, hvor Jens Hammer Sørensen, der i den grad har tegnet Hobro IK de seneste år, forlader sin stilling. Som det er lige nu, kan Hobro sagtens fortsætte driften med den nuværende ordning, men skal klubben udvikle sig, skal en nøglemedarbejder som sportschefen formentlig kunne lægge flere timer i projektet.

Derfor kan Jens Hammer Sørensen om et halvt eller et helt år stå over for valget mellem skolen og fodboldklubben. 

- Hvis man skal mere end bare fortsætte driften og tænke tanker for fremtiden, tænke strategi, udvikle nogle ting, er vi inde på et andet spor. På et tidspunkt kommer vi dertil, hvor vi er nødt til at tænke længere frem, end vi har været vant til. Hvad kan vi gøre i den her lille klub og lille by for at blive langtidsholdbare? På det tidspunkt er vi nødt til at have en sportschef på fuldtid, siger Lars Kühnel.

- Når bliver det nødvendigt, må Jens få det spørgsmål, om det skal være ham eller en anden. Det er først, når alt kører optimalt, at vi kan begynde at kigge på næste udviklingstrin. Min tidshorisont vil nok være et halvt til et helt år. 

Bestyrelsesformanden slår desuden fast, at klubben og sportschefen hele tiden fører en åben dialog om fremtiden.