Video : Tipsbladet
Superliga

Inter jagter Lyngby-talent

Ifølge Ekstra Bladet er den italienske storklub interesseret i Lyngby-talentet Jens Odgaard.

Den 18-årige angriber er på blokken hos Inter efter en fornem forårssæson, hvor han gjorde sig gældende med tre scoringer mod Brøndby, FC Midtjylland og FC København.

Med ét år tilbage af sin kontrakt er han interessant for flere klubber, som har noteret, at Jens Odgaard er en hurtig og fysisk stærk angriber, som kan score mål allerede i en ung alder.

I Lyngby har man også noteret interessen i angrebstalentet, som dog ikke vil sige, om der er kommet konkrete bud.

- Jeg kan bekræfte, vi oplever meget stor interesse for Jens Odgaard, siger Lyngbys formand, Torben Jensen, til Ekstra Bladet.

Ifølge Ekstra Bladet har Lyngby sat et prisskilt på omkring ti millioner kroner, og det kan få mulige klubber til at vente på kontraktudløber til næste sommer.

Jens Odgaard har scoret fire mål i 16 Superliga-kampe for Lyngby, og en enkelt pokalkamp i denne sæson.