Video : Tipsbladet
Superliga

Jeppe Andersen: Skade kan skræmme klubber væk

Jeppe Andersen er fortid i Esbjerg senest til sommer. Et potentielt vinterklubskifte kan blive forpurret af den skade, som midtbanemanden døjer med.

Januar måned er en spændende tid i fodboldens verden. Transfervinduet er åbnet, og flere spillere kan stå foran et klubskifte inden for de næste uger. 

En af Superligaens varme navne på transfermarkedet er Jeppe Andersen. Esbjerg-anføreren har kontraktudløb til sommer, og han har allerede gjort det klart, at han senest til den tid forlader klubben. Et vinterskifte kan imidlertid også komme på tale, hvis det rigtige tilbud opstår.

- Min situation er, at jeg har et halvt år tilbage af min kontrakt, så enten er jeg i Esbjerg frem til sommer eller også spiller jeg et andet sted, hvis den rigtige mulighed opstår. Jeg har ikke været i dialog med andre klubber endnu, så jeg regner med at starte i Esbjerg med resten af holdet den 11. januar, siger Jeppe Andersen til tipsbladet.dk.

Med et halvt år tilbage af sin kontrakt med Esbjerg kan Jeppe Andersen forhandle frit med andre klubber, men indtil videre har der været stille om midtbanemanden. En af grundene til dette er den knæskade, som har holdt Andersen ude af det meste af efterårssæsonen. 

- Jeg ved, at jeg står i en god situation, men hvis jeg havde været skadesfri, ville det være en fænomenal situation. Det er træls, at jeg er skadet, for det skræmmer nok også nogle klubber væk. Jeg forholder mig til, at jeg er i Esbjerg nu, og det regner jeg også med at være, når vi starter op. Men vi må se, hvad der sker. Jeg har ikke hørt noget endnu, men det kan også være, at jeg bare ikke har fået noget at vide, siger Jeppe Andersen.

Han har ikke store ønsker om karrierens fremtid.  

- Jeg vil gerne spille fodbold igen. Det er det vigtigste, siger han.