Kris Stadsgaard tygger på Superliga-tilbud
Foto: Polfoto/Khan Mikkel Tariq
Superliga

Kris Stadsgaard tygger på Superliga-tilbud

Flere klubber har henvendt sig til kontraktløse Kris Stadsgaard, der helst vil fortsætte i Danmark.

Forsvarsspilleren Kris Stadsgaard er på udkig efter en ny klub denne sommmer. Midtstopperens kontrakt med FC København udløber 30. juni, så han kan frit forhandle med andre klubber, og lige nu overvejer han et par af de tilbud, han allerede har fået. 
 
- Vi arbejder stadig på at finde den rette klub til mig. Der har været nogle tilbud fra både ind- og udland, men jeg foretrækker helt klart at blive i Danmark, hvor vi leder efter det perfekte tilbud. Der har været nogle rigtig flotte tilbud, så lige nu er det egentlig bare os, som bolden ligger hos. Vi skal finde ud af, hvad vi gerne vil, siger Kris Stadsgaard til tipsbladet.dk.
 
Den 30-årige forsvarsspiller har ikke spillet en Superliga-kamp siden foråret 2014, men han er helt skadesfri og ser frem til at begynde i en ny klub. Der er aktuelt dialog med flere klubber. 
 
- Det er både Superliga og 1. division. Det er den samlede pakke, jeg kigger på, for min karriere bliver ikke ved for evigt, så jeg skal også tænke på livet efter fodbold. Men jeg har masser af gejst og lyst til at vinde fodboldkampe. Jeg kan stadig spille på højt niveau, men jeg er også nødt til at tænke på livet efter fodbolden, så derfor er det den samlede pakke, det handler om, siger Stadsgaard, der forventer en snarlig afklaring på fremtiden.
 
- Det vil jeg gerne inden transfervinduet åbnet. Der er nogle klubber, der allerede er begyndt med træningen frem mod sæsonen. Jeg vil gerne være en del af opstarten fuldt ud. Det er længe siden, jeg sidst har været skadet, så nu handler det bare om, at jeg ikke har spillet kampe i noget tid. Jeg skal have kamptræningen på plads. Derfor skal jeg også ind i min nye klub inden så længe, så der går nok ikke så forfærdelig lang tid, før vi træffer en endelig beslutning, siger han.