Superliga

Kure ser frem til duel med gigant

AGF's Anders Kure håber at spille over for Horsens gigantiske angriber Henrik Toft i den østjyske fight lørdag.

Anders Kure er en spiller, som har sin styrke i duelspillet og luftrummet, så han er som skabt til at spille fra start, når AC Horsens lørdag møder op på NRGi Park med giganten Henrik Toft i angrebet.

AGF'eren ser frem til en hård duel, hvis han får lov at starte inde i AGF's midterforsvar, som han gjorde i Brøndby.

- Det er en kæmpestor gut, som jeg har spillet overfor flere gange. Han er fysisk stærk og en rigtig god opspilsstation. Når han får bolden op på sig, er han rigtig svær at komme ind på. Det er selvfølgelig med at sidde tæt på ham. Hvis det ikke lige lykkes at komme foran  ham, må man få skærmet godt af og håbe på, at midtbanespillerne kan nå at komme med ned og få tacklet. Det er lidt en fælles opgave, vi har, både i forsvaret og hos de centrale midtbanespillere, hvis vi skal have pillet bolden fra ham, analyserer Anders Kure til tipsbladet.dk.

- Får han først bolden, er den meget svært at få fat i. Han er rigtig god til at holde modstanderen væk med sin krop og ryg. Men hvis han bare får fat i den og spiller den bagud, er der ikke så meget skade sket. Det eneste, vi skal huske på, er, at vi ikke lige bliver vendt af, så han får snuden i den rigtige retning og kan spille bolden den vej.

Anders Kure er enig i, at han ville være et logisk valg at sætte over for Henrik Toft med sine kompetencer.

- Jeg kan bidrage med noget overfor Toft. En af mine forcer er, at jeg er god i duelspillet, og når de har Henrik Toft oppe foran, bliver der tit smidt nogle bolde op, så der bliver lagt op til nogle dueller. Jeg håber, at jeg kan være med til at løse de problemer, der skulle komme ud fra det.

Anders Kure har fået stor ros af træner Peter Sørensen på det sidste og nærmer sig en fast plads i startopstillingen.

- Jeg fik ros for min indsats mod Brøndby, og jeg håber at få lov til at spille igen lørdag mod Horsens. Hvis jeg får det, har jeg to kampe i streg, og så kommer der en kamp igen i næste uge. Så skal jeg bare lidt spille lidt bedre for hver gang og arbejde mig ind på holdet. Sådan så jeg på et tidspunkt kan kalde mig selv for fast mand.

Skal Anders Kure være fast midterforsvarer for AGF igen, kan det betyde, at franskmanden Arthur Sorin skubbes ud på højre back, hvor han også oprindelig er skolet.

- Det er ikke fordi, at Arthur har ikke gjort det dårligt i midterforsvaret. Tværtimod har han spillet rigtig godt, men han har også nogle kompetencer ude på højre back-pladsen. Så vores forsvar bliver ikke dårligere af, at han kommer derud, og jeg spiller i midterforsvaret. Det er i hvert fald det, jeg vil ind og vise, siger Anders Kure.

- Horsens er et dygtigt hold, som vi ligger meget tæt med i tabellen. Vi vandt over dem sidst, men det bliver en utrolig tæt kamp, tror jeg. Tre point vil lune rigtig godt i begge lejre. Vi har selvfølgelig hjemmebanefordelen, så vi håber, at vi kan komme til at styre spillet lidt. Det vil vi i hvert fald gerne.

- Men nu så jeg deres kamp mod Midtjylland, og Horsens er et utrolig aggressivt hold. Det, at de taber 4-1 var måske lige voldsomt nok. Mon ikke de har fået arbejdet lidt med deres dødbolde hen til weekenden? Jeg tror, at det bliver en tæt kamp.