Landstræner: Rasmus Falk skal til en større liga
Foto: Mads Hansen/Polfoto
Superliga

Landstræner: Rasmus Falk skal til en større liga

U/21-landsholdets assistenttræner Henrik Clausen gav Rasmus Falk gennembruddet i Superligaen. Nu mener han, at OB'eren skal tage næste skridt i sin udvikling.

Rasmus Falk var en af de 23 spillere, der mandag blev udtaget til U/21-landsholdets EM-trup. Falk har haft et godt forår i OB, og udtagelsen til landsholdet er en kulmination på en stærk sæson i Superligaen. 
 
En af de folk, der har haft en nøglerolle i udviklingen af Rasmus Falk er U/18-landstræner Henrik Clausen, der også er assistenttræner på U/21-landsholdet. Rasmus Falk fik sit gennembrud i OB og Superligaen i 2011 under netop Henrik Clausen, der også har haft spilleren på U/19-holdet i den fynske klub, og de to genforenes altså i Tjekkiet til sommer. 
 
Henrik Clausen har siden sin fyring som cheftræner i OB i foråret 2012 fulgt Rasmus Falk med interesse, og han er fuld af lovord om den 23-årige OB'er. 
 
- Hvis man bare kigger på hans forår, har det jo været forrygende. Han har været en afgørende spiller for OB – måske deres allerbedste. Efter en ustabil periode med sygdom med mere, er han kommet op, og nu præsterer han sit bedste indtil nu. Jeg tror, at han kan blive endnu bedre end han er pt. Det kan sådan en slutrunde også været med til, siger Henrik Clausen til tipsbladet.dk. 
 
Træneren husker tilbage på Falks første tid i OB, hvor han tog store skridt meget hurtigt. 
 
- Han fik en fantastisk hjemmedebut mod Lyngby i foråret 2011, hvor han scorede to mål. Dengang var det lidt on/off. Rent fysisk var han nok ikke helt klar til det på det tidspunkt. Men fra efteråret 2011, hvor han kom ind i både Europa League og Champions League-kvalifikationen, blev han en af vores vigtigste spillere. Falk, Kadrii og Daniel Høegh var egentlig vores stærkeste spillere på det tidspunkt. Han fik af forskellige årsager en nedgang i sine præstationer, men han er kommet tilbage og er stærkere end nogensinde før, fortæller Henrik Clausen. 
 
Unglandstræneren mener, at Rasmus Falk kan blive endnu bedre, men det kræver et skifte til en større klub end OB.
 
- Hvis han skal op på et endnu højere niveau, vil jeg tro, at han skal forsøge at klare sig i en endnu større liga. Han skal være klog og finde et sted, hvor han kan komme til at spille stort set hver gang og ikke kommer til at sidde på bænken hele tiden. Han skal ud og prøve at blive matchet endnu hårdere. Superligaen er fin, men det kunne være spændende at se, om han kan klare sig på et niveau, der er et cru højere. Han skal lade være med at starte med at sidde på bænken i en eller anden tilfældig Premier League-klub, mener U/21-assistenten Henrik Clausen. 
 
Det danske U/21-landshold samles den 8. juni og spiller sin første kamp ved U/21-EM den 17. juni, hvor modstanderen er Tjekkiet.