Lasse Kryger: Glad for tiden i OB
Superliga

Lasse Kryger: Glad for tiden i OB

Lasse Kryger forlader OB til fordel for AC Horsens, men det er ikke en utilfreds spiller, der forlader Ådalen i Odense.

Transfervinduet er i fuld gang, og det betyder travlhed i flere klubber. Blandt andet i OB, hvor der både skal forstærkes og sælges i januar. En af de spillere, der har taget døren ud af klubben er 33-årige Lasse Kryger, som OB i 2014 hentede hos AC Horsens. Netop den jyske klub bliver den nye destination for rutinerede Kryger. 

Et skifte der glæder hovedpersonen selv, der har været inde i en turbulent periode i Odense. Det får ham dog ikke til at fortryde noget: 

- Jeg har været rigtig glad for at være her, og det har været skidesjovt. Jeg har mødt nogle fantastiske mennesker på og omkring holdet, så der er ikke noget som helst, jeg fortryder i forhold til at have skiftet til OB. Heller ikke selvom selve forløbet har været specielt, for jeg blev hentet hertil som højre back, inden jeg efter to kampe blev kastet rundt på samtlige andre pladser på holdet. Det har været turbulent med en del trænerskifter, men det har været en god oplevelse, og man lærer hele tiden noget nyt om sig selv i den slags situationer, siger Lasse Kryger til klubbens hjemmeside og understreger: 
 
- Primært handler det om for mig, at jeg skal ud og spille fodbold igen. Jeg har ikke spillet så meget hernede, selvom jeg har været glad for at være her. Jeg har kunnet mærke på mig selv, at jeg har haft brug for at komme ud og spille mere kontinuerligt, og da Horsens meldte sig på banen lå det lige til højrebenet, at jeg skulle vende tilbage til den klub, hvor
jeg har haft mine bedste år, udtaler han.
 
Lasse Kryger håber desuden på, at han med AC Horsens kan møde OB i Alka Superligaen i næste sæson.