Ligastats: Silkeborgs mirakel, Duelunds mål og FCK i CL-form
Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Ligastats: Silkeborgs mirakel, Duelunds mål og FCK i CL-form

Superligaens 11. runde bød på favoritsejre, røde kort, kæmpe målchancer og et mindre mirakel i Silkeborg. Ligastats går i dybden med statistikkerne bag.

De 14 Superliga-hold gjorde i denne runde op med sidste rundes måltørke. Hele tre gange så mange mål blev der scoret, hvor specielt mandagskampen mellem Silkeborg og AaB skiller sig ud med otte af slagsen. Tipsbladet.dk giver dig med Ligastats en gennemgang af, hvem der havde flest tacklinger, løb flest meter og hvilket hold, der fik færrest kort.

Individuelt:

Rundens goalgetter: Der er i denne runde flere goalgettere at vælge imellem. Både Marcus Ingvartsen, Mikkel Duelund og Davit Skhirtladze fik netmaskerne til at blafre to gange i deres holds respektive sejre. Ingvartsen skulle bruge seks afslutninger, mens Duelund og Skhirtladze begge kun skulle bruge fire. Det afgørende for rundens goalgetter er derfor, hvor mange af Duelunds og Skhirtlades andre afslutninger, der ramte målet, og her vinder Duelund. Han havde tre afslutninger inden for rammen, mens Skhirtladzes to andre afslutninger røg forbi mål. 

​Rundens playmaker: Han har før vundet prisen, og nu gør han det igen. Ludwig Augustinsson fra FC København er en boldmagnet på sin venstre back, hvor han i den sikre 2-0-sejr mod AGF havde hele 186 gennemførte afleveringer. Efter ham er der tæt løb om placeringerne, fordi det kun er tre afleveringer, der skiller nummer to og nummer fire. På andenpladsen er Brøndbys Lebogang Phiri med 169 afleveringer, tredjepladsen er Brøndbys anfører Johan Larsson med 168 og på fjerdepladsen er Augustinssons back-makker Peter Ankersen med 166 fuldførte afleveringer.

​Rundens arbejdshest: Når man som bundhold skal slå et tophold, skal der hårdt arbejde til, og det var lige præcis, hvad Mikkel Vendelbos mission var for Silkeborg i sejren mod AaB. Den arbejdsomme midtbanespiller tilbagelagde 13.173 meter, som var mest af alt i hele Superliga-runden. Der var generelt kamp om meterne på den centrale midtbane i Silkeborg-AaB, hvor de fire spillere, der løb længst, startede på den centrale midt for begge hold - Ibrahim Moro, Magnus Christensen og Kasper Risgaard.

​Rundens oprydder: Viborg har i Jeppe Grønning en tacklingsstærk spiller, og det viste han igen i kampen mod Lyngby. Hele otte gange fik han vristet bolden fra en Lyndbyspiller, og det var ikke blot mest i den kamp, men også mest i hele Superligaen. Victor Palsson fra Esbjerg havde sit hyr med at holde Nordsjællands centrale midt i skak i den kamp, hvor han havde seks tacklinger, mens Christian Keller, Oliver Lund og Ibrahim Moro alle havde fem tacklinger.

​Rundens hund: Når man spiller 65 minutter og alligevel formår at have flest tacklinger i hele Superliga-runden, så har man gået til den. Det er ikke desto mindre, hvad AGF's Elmar Bjarnason formåede at gøre i nederlaget mod FCK. Den anden kandidat til rundens hund begik kun to frispark, men de gav til gengæld også begge gult kort, og derfor blev Nicolai Poulsen fra Randers sendt tidligt i bad. Det er for tosset at begå to frispark, der begge giver gult kort, og derfor får Poulsen knebent rundens hund foran Bjarnason.

Hold:

​​Rundens duks: Kun to hold gik fra banen uden at have indkasseret en advarsel, og det var såmænd fra den samme kamp. Mandagskampen mellem Silkeborg og AaB gav mange mål, men ingen kort. Til gengæld er der ingen tvivl om, at AaB vinder rundens duks, da de begik under halvt så mange frispark som Silkeborg. Fire mod ni.

Rundens boldbesiddelse: FC København har i denne sæson været det hold i snit, der har haft bolden mest. I denne runde må de dele æren med FC Midtjylland, fordi begge hold havde bolden i 60 procent af deres kampe. FCK var et procentpoint over deres gennemsnit, mens Midtjylland var hele ni procentpoint over deres. 

​​Rundens ineffektive: Det er ikke fordi, Viborg har klasket det ene mål ind efter det andet i denne sæson, men i kampen mod Lyngby burde de grøn-blusede have puttet bare en enkelt ind på en af deres 20 afslutninger. Det gjorde de ikke, og derfor tabte de med 1-0, fordi Lyngby formåede at putte en af sine otte afslutninger over stregen. Også OB havde mulighederne til at have scoret, men 16 afslutninger var ikke nok for dem mod Brøndby.

Rundens dominator: Med 25 domineringsminutter mere end nummer to på listen, er vinderen 100 procent klar. FCK sad på stort set alt i deres kamp mod AGF, hvor statistikken siger 85 minutters dominans af FCK og fem af AGF. Holdet med næststørst dominans i runden var FC Midtjylland mod Horsens, fordi de sad på spillet i en time.

Rundens yngst og ældst: Hele otte år skiller de yngste fra de ældste i denne runde. Nordsjællands gennemsnitsalder på 20,9 år er yngst, mens Lyngby igen er alderspræsident. 28,9 år var spillerne i snit i kampen mod Viborg, og det er ny rekord i denne Superliga-sæson.

Kilde: Superliga.dk.