Medie: Trabzonspor lurer på Erik Johansson
Foto: Petr David Josek/Polfoto
Superliga

Medie: Trabzonspor lurer på Erik Johansson

Tyrkisk medie kæder Trabzonspor sammen med FC Københavns Erik Johansson - men til en alt for lille pris.

Erik Johansson har kun spillet i FC København i en enkelt halvsæson, men foråret har været et stort triumftog for svenskeren, der sammen med Mathias Zanka Jørgensen dannede et bundsolidt midterforsvar hos de danske mestre. Og Johanssons præstationer er ikke gået ubemærket hen.

Det tyrkiske medie Fotomac skriver, at Trabzonspor har et rigtig godt øje til svenskeren, der i øjeblikket er travlt optaget af EM sammen med sine landsmænd. I første omgang er det dog en historie, man formentlig skal tage med et gran salt. Ifølge mediet kan Erik Johansson erhverves for 5,6 millioner, og det er helt uden hold i virkeligheden.

FC København hentede i januar Erik Johansson for lidt over 11 millioner kroner og udstyrede ham med en kontrakt frem til sommeren 2020, så 5,6 millioner er skudt meget forbi. At Johansson er på blokken i Trabzonspor, kan imidlertid sagtens tænkes, da klubben er på jagt efter erfarne forsvarsspillere – men så bliver det altså til en noget højere pris. Under alle omstændigheder ligger det ikke i kortene, at FCK i det hele taget er interesseret i at sælge.

Erik Johansson spillede 13 Superliga-kampe for FCK i foråret.