Michael Gravgaard fik kræft: Hvordan skal man forklare, at man kan dø?

Livet går sjældent, som man regner med. Det gælder også for Michael Gravgaard, der dog har fået mange af sine største drømme opfyldt. Den nuværende direktør for Randers FC har store minder fra fodboldbanen med blandt andre FC København og landsholdet i scrapbogen, og han har tre sunde børn.

I 2012 var det hele dog ved at blive taget fra ham. Her fik han diagnosen testikelkræft. En diagnose, der vendte op og ned på den netop pensionerede fodboldspillers liv. Heldigvis gik det godt. Michael Gravgaard var en af dem, der trak det heldige lod, men det har for altid sat spor i hans bevidsthed.

- Det har helt sikkert ændret mit liv. Det er fem år siden nu, og det er blevet hverdag igen, men i starten, efter jeg var blevet rask, var det sådan, at jeg var helt oppe at flyve. Man nyder hver eneste dag, som var det den sidste. Som sagt bliver det hverdag, men mit liv er ændret på den måde, at jeg ikke gider være negativ. Der findes ikke dårlige dage. De sidste dårlige dage, jeg havde, dem havde jeg i en hospitalsseng. Jeg er mere bevidst om at være positiv og være glad. Det med at have gode dage er fandeme noget, du selv bestemmer. Men det ved du jo godt, siger Michael Gravgaard til tipsbladet.dk

Og ja, det ved jeg godt.

Hvert år får mellem 250 og 300 danskere konstateret testikelkræft. I 2012 var Michael Gravgaard en af dem. I 2014 var denne skribent en af dem. Så jeg ved godt, hvad Michael Gravgaard mener. Vi havde den samme overlæge, Mikael Rørth, vi lå på den samme gang på Rigshospitalet, vi fik den samme kemo, spiste den samme mad, lever i dag med de samme bivirkninger.

Derfor blev vi også enige om at lave det her interview. For at minde os selv om, at vi klarede den. For at prøve at sætte ord på noget, som kan være svært at sætte ord på. Men det her er Michael Gravgaards historie om kræft. Det startede med nogle uforklarlige smerter.

- Jeg havde ondt i ryggen, og det var kort efter, at jeg var stoppet med at spille fodbold. Det var dengang, jeg havde været omgivet af læger hele mit liv, så at opsøge min egen praktiserende læge var helt uoverskueligt. Så jeg gik længe, indtil min mor sagde, som kun en mor kan sige det ”nu kommer du kraftedeme til læge”, fortæller Gravgaard.

Her var han igennem en masse prøver, som ikke viste noget unormalt. Teorier som mavesår og sågar psykiske issues var oppe at vende, alt imens smerterne tog til. Til sidst begyndte lægerne at ”skyde i blinde”, og derfor endte Michael Gravgaard på Herlev Hospital, hvor en læge tog fat i den ene testikel med ordene ”nu vil jeg ikke gøre dig bange, men der er et eller andet her”.

Der var en kræftknude i Gravgaards ene testikel, og det betød, at den hurtigt blev bortopereret. Det stod dog slemt til for den tidligere professionelle fodboldspiller. Canceren havde spredt sig med retning mod lungerne, og en barsk omgang kemo ventede forude. Kemo mod testikelkræft gives af tre eller fire serier af tre ugers varighed pr. serie. Man kan godt få det lidt dårligt under behandlingen, fortæller lægerne, og remser så op mod 40 mulige bivirkninger op.

Og de ramte Michael Gravgaard som en knytnæve.

- På min tredje serie var jeg helt smadret. Kemoen slog mig fuldstændig ud. Ved siden af mig lå en tømrer, og han cyklede til og fra kemo. Jeg kunne ikke engang stå ud af sengen. I starten var jeg rigtig ”fodboldspiller-macho”, men jeg blev fuldstændig blæst ned. Min krop var så dårlig, at min sidste serie måtte udskydes, fortæller Gravgaard.

Chancerne for at overleve testikelkræft er gode. De bliver ikke meget bedre inden for cancer-verdenen. Godt 95 procent overlever, mens fem procent ikke er til at redde. Michael Gravgaard var på et stadie, der var i den værste ende af skalaen for testikelkræft.

- Jeg havde testikelkræft i sit mest fremtrædende stadie. Jeg havde kræft i lymfer i maven og i ryggen. De kunne se, at det var på vej opad. Men jeg havde også læst om tallene på nettet, og sad til en lægesamtale og sagde ”det her er jo ikke værre end en slem gang influenza”. Igen skulle jeg lige spille macho. Jeg glemmer aldrig, hvad den ene læge så svarede. ”Du skal vide, Michael, at med den diagnose, du har, der ligger du på en overlevelse, der hedder 82-84 %”, siger Michael Gravgaard og fortsætter:

- Så kiggede jeg selvfølgelig over på Mikael Rørth, som sagde; ”Michael, jeg har aldrig mistet en eneste til den her sygdom, og du bliver ikke den første”. Det gav en ro, men det var jo nok en halv løgn, for det tænker jeg, at han har. Nogle er ikke lige så heldige som du og jeg. Folk dør af den her sygdom. Sådan er det bare.

- Nogle gange tænker jeg da på, om jeg skal have helt dårlig samvittighed over at have haft en af de bedste kræftformer. For det er det jo, selv om al kræft er noget lort og kan slå dig ihjel. På den modsatte side af den opgang, jeg lå på, lå dem, som næsten bare venter på at dø. Når jeg så dem, mens jeg gik rundt ude i kantinen, kunne jeg godt se, hvor forfærdelig en sygdom kræft er. Selv om jeg ikke havde hår på hovedet, kunne folk jo nogle gange godt genkende mig oppe på afdelingen, og så spurgte de, hvordan det gik. Når jeg spurgte den anden vej, hørte jeg nogle gange svaret ”lægerne siger, jeg har fire uger tilbage”. Sådan noget glemmer man aldrig.

Var du bange for at dø?

- Ja, det var jeg da. Jeg havde en måned, hvor lægerne var oprigtigt bange for, at det havde sat sig på lungerne, og man ved godt, at hvis det først har sat sig der, så... Det viste sig bare at være en infektion, men det kunne de først fastslå senere. Det var en måned, hvor tankerne fløj rundt i hovedet på mig.

Hvad gjorde du så i den situation?

- Jeg gjorde, hvad jeg tror, alle kræftpatienter gør. Lukker øjnene og håber, at man er en af de heldige. Selv om chancerne for, at det værste skulle ske, var meget små, er det de få procenter, man fokuserer på, og en sådan oplevelse gør noget ved ens liv, som kan være svært at forklare. Jeg tænkte meget på mine børn. Hvordan vil deres verden se ud, hvis de ikke længere har en far?

Netop børn og kræft er blevet et meget ømt punkt hos den tidligere danske landsholdsspiller.

- Jeg tænker ikke på det hver dag mere, men jeg kan ikke lade være med at tænke på det, hver gang jeg ser de der forbandede fem bogstaver. Jeg var for nyligt ude at tale med familier med kræftramte børn. Der blev øjnene godt nok blanke, siger han.

At tale om kræft er ikke noget, Michael Gravgaard har problemer med. Alligevel er det som om, at folk, der ikke har haft kræft, ikke helt kan forstå det. Forstå de tanker, der pludselig kan overmande en kræftpatient. Forstå den ensomhed, der kan følge i kølvandet på en raskmelding. Forstå tankerne om tilbagefald, som alle kræftpatienter bliver tjekket for i minimum fem år efter raskmeldingen.

- Jeg var bange for tilbagefald i starten, men det er jeg ikke længere. Da jeg var til tre-års-tjek, sagde lægen, at jeg var nået det punkt, hvor der var lige så stor chance for, at han havde noget, som jeg havde noget. Siden har jeg slappet af. Men jeg kan love dig, at natten inden en kontrol, der sover jeg ad helvede til. På en eller anden måde vil det altid sidde i mig, fortæller Gravgaard og tilføjer:

- Det var en kæmpe mental barriere at komme ind på sygehuset. Den der lugt af kemo sad i næsen hele tiden under mit forløb. Jeg kan lugte den endnu. Når jeg er oppe til tjek, holder jeg mig for næsen og skal ikke i nærheden af det. Den forsvinder aldrig. Ingen andre end kræftpatienter kender den forfærdelige lugt.

Og så er vi tilbage ved, at det kan være svært for andre at forstå, hvad sådan en oplevelse gør ved et menneske.

- Jeg har en ven, som lige har fået konstateret kræft, og jeg har sagt til vedkommende, at han kommer til at opleve, at folk siger ting som ”det skal nok gå” og ”du er ung og stærk”. Til sidst bliver man fodret op med det lort. Derfor lukkede jeg mig også inde i mig selv under min behandling. Jeg slukkede min telefon, og jeg gad ikke snakke med nogen. Folk skulle bare lade mig være. Det er umuligt at forklare almindelige, raske mennesker, hvordan man reagerer på at få at vide, at man kan dø. Hvordan forklarer man det? Det kan man ikke. De fleste af os går rundt og tror, at vi er udødelige, og når man så får sådan en oplevelse som kræft, så står man tilbage med en følelse af, at ingen alligevel forstår, hvordan man har det, slutter Gravgaard.

38-årige Michael Gravgaard har sidste kontroltjek på Rigshospitalet i september. Derefter betragtes han som værende uden for risiko for tilbagefald.