Mølby om Akharraz: Næste fase bliver spilletid
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Mølby om Akharraz: Næste fase bliver spilletid

Den dygtige kantspiller Osama Akharraz nærmer sig comeback på førsteholdet efter en skadespause på et år med en korsbåndsskade.

Viborg FF måtte nøjes med 0-0 hjemme mod Silkeborg IF søndag, og med det resultat har Johnny Mølbys tropper kniven for struben, når klubben fredag møder Silkeborg igen - denne gang på udebane.

Hvis Viborg-mandskabet skal ende blandt de to bedste hold i gruppespillets pulje 2 kræver det en sejr i Silkeborg, og måske kan klubben trække en kanin op af hatten fredag i Silkeborg, for måske kan Osama Akharraz få spilletid på førsteholdet.

Akharraz har ikke spillet i et år, efter han i april 2016 blev ramt af en korsbåndsskade mod OB. Mod Silkeborg søndag sad han på bænken i hele opgøret, men fredag kan der blive brug for den driblestærke og målfarlige kantspiller.

- Det er dejligt at have ham tilbage. Han er selvfølgelig ikke klar til at spille 90 minutter. Men han har været i aktion i en time på reserveholdet og sad altså på bænken i dag. Næste fase bliver så at give ham spilletid, siger Johnny Mølby til Ekstra Bladet uden at afsløre, om det så bliver på fredag, Akharraz vender tilbage:

- Det ved man aldrig.

Johnny Mølby og Viborg FF er aktuelt seks point efter Silkeborg IF, der ligger på andenpladsen i puljen, mens AaB, der fører puljen, har et forspring på otte point til VFF.

Næste opgave er altså Silkeborg ude, mens AGF i puljens anden kamp får besøg af AaB.