Nicolai Jørgensen: Dygtige spillere ind
Foto: Anders Brohus/Polfoto
Superliga

Nicolai Jørgensen: Dygtige spillere ind

Nicolai Jørgensen glæder sig over et stærkt FCK-mandskab, der især offensivt er kommet godt fra land.

FC København har indledt sæsonen med svære udekampe mod Esbjerg og senest SønderjyskE. Her har vicemestrene dog gjort det overbevisende, og søndag vandt man med 3-1 i Haderslev. Et resultat der gav anledning til stor glæde i FCK-lejren efter opgøret.

Her glæder Nicolai Jørgensen sig over de tre points, mens han kan se sig selv som del af en dygtig trup med mange nye tilgange:

- SønderjyskE er altid svære at spille imod, så vi kan være godt tilfredse. Vi laver tre mål hernede, og det er super godt. Vi har fået nogle dygtige spillere ind på holdet, og det så godt ud offensivt. Defensivt har vi måske lidt mere, vi skal arbejde med, men vi har et rigtig stærkt hold, siger Nicolai Jørgensen.

FCK-profilen hylder samtidig nyindkøbet Federico Santander, der fik sin Alka Superliga-debut i Haderslev:

- Jeg synes, at han har gjort det godt indtil videre. Han er en klassisk angriber, der kan holde i bolden foran mål. Han har ikke selv scoret endnu, men jeg er sikker på, at det kommer. Man skal altid vænne sig til et nyt sted at spille, men han ser skarp ud, udtaler Jørgensen.

Netop Federico Santander blev noteret for to assists i Haderslev. Han lagde op til Thomas Delaney´s tidlige træffer, inden han med køligt overblik fandt William Kvist ved 3-1 scoringen.