Nordsjælland afværgede ydmygelse mod Midtjylland
Foto: Lars Rønbøg/GettyImages
Superliga

Nordsjælland afværgede ydmygelse mod Midtjylland

FC Nordsjælland tabte for første gang point, da de led et 4-3 nederlag mod FC Midtjylland søndag.

FC Midtjylland ville tydeligt spille på deres fysiske overlegenhed i luftrummet. Et at have givet bolden op sendte Kian Hansen en lang bold mod venstre hjørnflag. Her vandt hjemmeholdet et frispark.

Frisparket sendte Jakob Poulsen hårdt ind ved forreste stolpe, hvor Zsolt Korcsmar kom blæsende og gav FC Midtjylland en sand drømmestart med et hovedstød. 1-0 til hjemmeholdet. 

Hjemmeholdet fortsatte det hårde pres de første ti minutter, hvorefter FC Nordsjælland kom mere på bolden. 

Efter små tyve minutter var midtjyderne så igen farlige. FC Nordsjælland fik ikke afværget et indlæg fra venstre, som sejlede over forsvarere og angribere og endte hos Rasmus Nissen. Fra en position til højre i målfeltet bragede han dernæst bolden op i det korte hjørne, og så stod den allerede 2-0 til FC Midtjylland. 

Nordsjælland havde kort efter en god mulighed, da Ernest Asante sprintede fra Korscmar, men Jesper Hansen afværgede afslutningen. 

Efter en halv times spil skulle det så have været 3-0. Paul Onuachu nåede ikke et indlæg fra højre, som derfor passerede til Marc dal Hende. Runarsson havde allerede kastet sig, så der var næsten frit mål, men venstrebacken sendte alligevel sin afslutning over mål.

Ernest Asante havde et stykke tid efter en god mulighed efter et flot Nordsjælland-angreb, men hovedstøddet endte forbi mål. 

Lige op til pausen var det i stedet FC Midtjylland, der satte endnu et søm i kisten. Borring forlængede en lang bold, og Jakob Poulsen og Paul Onuachu jagtede dernæst nedfaldet.

Patrick Mtiliga forsøgte at skærme bolden, men Jakob Poulsen gik i ryggen og Mtiliga faldt. Dommeren fløjtede dog ingenting, og så var Onuachu alene med Runarsson. Med en smart husmandsfinte satte den store angriber gæsterens målmand, og på et frit mål var det ingen sag at sparke FC Midtjylland på 3-0, som også blev første halvlegs resultat..

Scoringen medførte dog store protester hos FC Nordsjælland og især Mtiliga, der mente, at han skulle have haft frispark i situationen.

I pausen måtte Janus Drachmann udgå med en ankelskade. Mikkel Duelund kom på banen i stedet.

Nordsjælland fik anden halvlegs første store mulighed. Hjumands drenge fløj afsted i en kontramulighed, og bolden endte ude foran feltet for fødderne af Emiliano Marcondes, der sendte en hård flad afslutning afsted. Jesper Hansen strakte sig dog helt ud og reddede flot forsøget ud til et hjørnespark.

Kort efter var det dog endnu engang FC Midtjylland, der slog til. En storspillende Rilwan Hassan vandt en fysisk duel mod Mads "Mini" Pedersen i højre side og kunne dernæst sende bolden fladt tilbage i feltet. Her stod Paul Onuachu, der bragede bolden flot op i nettaget. 4-0.

Med 25 minutter igen fik FC Nordsjælland så pyntet lidt på resultatet. En lang høj bold fra højre endte i panden på Godsway Donyoh, der i en position på kantet af feltet, forlængede bolden over Jesper Hansen. Flot mål af FC Nordsjælland, men også ringe forsvarsspil af Rasmus Nissen, der i situationen ikke dækkede godt nok op.

Med godt ti minutter igen bragte FC Nordsjælland så en smule spænding i opgøret. Flotte kombinationer i Midtjyllands målfelt endte for fødderne af Godway Donyoh, der afsluttede det fremragende angreb med at lave sit andet mål i kampen.

Et comeback blev det dog aldrig til, og selvom Mathias Jensen dybt i overtiden også gjorde det til 4-3, så kunne FC Midtjylland fortjent tage endnu en sejr på hjemmebane.