Video : Tipsbladet
Superliga

Ny AGF-sportschef: Ser frem til at bygge videre på fundament

Den nye sportschef i AGF, Peter 'PC' Christiansen, ser frem til at bygge videre på det fundament, der er blevet skabt i AGF i de seneste år.

AGF har i dag meddelt, at sportschef Jens Andersson ikke forlænger sin aftale med klubben. Derfor har AGF præsenteret Peter ’PC’ Christiansen som afløser. Det er blevet meddelt i en pressemeddelelse.

Peter ’PC’ Christiansen har hidtil været chefscout i klubben og han ser nu frem til nye udfordringer i AGF. Han ærgrer sig dog over, at Jens Andersson stopper.

- Jeg har haft et strålende samarbejde med Jens, og ideelt set havde vi fortsat det tætte parløb, vi har kørt det seneste år. Men når situationen nu er, som den er, er jeg naturligvis parat til at løfte opgaven som sportschef. Jeg kender strategien, som Jens og jeg har fulgt, og jeg har også erfaringen fra min tid som sportsdirektør i Randers, jeg kan trække på. Det er en spændende udfordring, og jeg ser frem til at bygge videre på det fundament, der er skabt de seneste par år, og bidrage til, at vi vinder endnu flere fodboldkampe, siger Peter ’PC’ Christiansen til klubben.

Det er ikke et helt nyt territorium for den nye sportschef. Han har tidligere sportsdirektør og scout i Randers.

Klokken 14.00 vil der komme flere oplysninger i sagen, når AGF holder et pressemøde på Ceres Park. Tilstede vil være Jens Andersson, bestyrelsesformand Lars Fournais, administrerende direktør Jacob Nielsen og Peter ’PC’ Christiansen.