OB over stregen efter vigtig sejr over Nordsjælland
Illustration
Superliga

OB over stregen efter vigtig sejr over Nordsjælland

OB sejrede 1-0 på hjemmebane efter Vladimir Dvalishvilis matchvindermål i første halvleg. Dermed er OB over nedrykningsstregen i Superligaen.

OB havde søndag muligheden for at klatre tilbage over nedrykningsstregen med en sejr mod FC Nordsjælland, og det var præcis, hvad Ove Pedersens tropper fik med fra opgøret i Odense. Vladimir Dvalishvilis mål efter 34 minutter blev kampens eneste, og derfor overhaler OB FC Vestsjælland på 10. pladsen.

OB var farligst i en medrivende første halvleg. Skulason afsluttede over mål efter otte minutter, og efter et kvarters spilletid var Rasmus Falk farlig med et godt, fladt indlæg. Bolden blev dog clearet.

Efter en halv times spil blev Lasse Kryger sat flot i scene. Espen Ruud lagde et vældig flot indlæg ind i panden på Kryger, der helt ufatteligt formåede at sende bolden forbi netmaskeren. Fortsat 0-0, og OB skulle komme tættere på. Dvashlili sendte få minutter senere Martin Spelmann afsted, men også her smed OB muligheden væk. David Jensen reddede afslutningen på flotteste vis med en fornem fodparade.

Men så kom målet. Emil Larsen sparkede bolden flot ind til Dvalishvili, der i første omgang måtte se sit forsøg blive reddet. Bolden røg dog ud til georgieren igen, og så kunne angriberen sætte bolden i kassen til en 1-0-føring til OB.

I anden halvleg kom FC Nordsjælland bedre med. Busuladzic fejlede eklatant med en tæmning, og så var indskiftede Uffe Beck alene igennem. Men den ellers formstærke FCN-profils forsøg løb ud i sandet, da hans aflevering på tværs lå bag Moberg Karlsson, og så kunne Mads Toppel nemt redde Emiliano Marcondes' afslutning.

I kampens afslutning var begge hold tætte på scoringer. Lasse Kryger vadede nærmest i chancer, mens FC Nordsjælland også havde muligheder for at udligne. Men scoringerne udeblev, og dermed kravlede OB på 10. pladsen i Superligaen ved at overhale FC Vestsjælland, der i stedet ryger under nedrykningsstregen. FC Nordsjælland beholder sjettepladsen.