OB-træner glad for nye folks sult og engaement
Foto: ob.dk/Morten Wamsler
Superliga

OB-træner glad for nye folks sult og engaement

Kent Nielsen roser Jacob Barrett Laursen og Joan Simun Edmundsson for deres indsats som nye startere i Superligaen.

Da OB i fredags vandt over AaB i Aalborg, var det med de nye folk Jacob Barrett Laursen og Joan Simun Edmundsson i startopstillingen.

Det var en succes, for OB tog de tre point, og cheftræner Kent Nielsen er godt tilfreds med, at de nye folk i startopstillingen gjorde en god figur.

- Trupmæssigt har vi godt været klar over, at der var nogle af de unge og uprøvede spillere, der skulle op i gear, fordi vi har vidst, at vi ville få brug for dem. Både Kryger, Kirkeskov, Zohore og Emil Larsen forlod os før sæsonen, og det er rigtig meget superligaerfaring, vi har mistet. Derfor har det været godt at se den sult og det engagement, som spillerne har vist. Mod AaB var det især Barrett og Edmundsson, der begge startede inde, som fik vist, at de absolut kan være med. Det er jo det scenarie, men foretrækker som træner, for vi opnår de bedste præstationer, når alle er presset til at yde deres topniveau. Det billede blev forstærket af, at vores reservehold i weekenden vandt 3-1 over AB, der stillede med deres førstehold, som lige har slået Fredericia 2-0. Det vægter vi højt, og derfor var det en rigtig fin afslutning på en god weekend for ligatruppen, hvor vi oplever en god bredde og konkurrence i truppen, siger Kent Nielsen til ob.dk.

OB møder FC Nordsjælland på hjemmebane i næste spillerunde. Kampen spilles klokken 13.00.