Superliga

Øland: Mange Superliga-klubber skal betale

Selv om flere Superliga-klubber giver udtryk for at have helt styr på feriepenge-betalingerne, kan de alligevel forvente krav fra Spillerforeningen.

Tirsdag blev det afgjort, at Brøndby skal til lommerne i den såkaldte feriepengesag. Superliga-klubben blev dømt til at betale omkring fire millioner kroner i de tre prøvesager, der har taget udgangspunkt i kontraktforholdene for Thomas Rasmussen, Peter Madsen og Martin Ericsson.

Brøndby har ydeligere 56 sager, som nu skal vurderes, men det samlede krav ligger formentlig på omkring 23,5 millioner kroner. Også AaB står til en klækkelig betaling, der løber op i et to-cifret millionbeløb, på grund af manglende feriepenge-betaling i forbindelse med sign-on-fees og udbetaling af bonusbeløb.

Efter dommen blev afsagt tirsdag eftermiddag, blev følere lagt ud til flere af de andre Superliga-klubber i forhold til deres situation i sagen. De fleste har bekendtgjort, at de mener at have helt styr på feriepenge-betalingerne og derfor lever op til kravene fra overenskomsten fra 2004.

AGF, FC Midtjylland, Sønderjyske og EfB har alle meddelt, at man ikke regner med at have noget i klemme i sagen.

Men klubberne kan i så fald se frem til ubehagelig overraskelse.

- Der er krav til stort set alle klubber - også i de klubber, du lige har listet op for mig, siger Spillerforeningens direktør Mads Øland til tipsbladet.dk

I dommen, der blev udført tirsdag, står de uomtvistelige krav til klubberne, men jeg er ikke sikkert på at de forskellige klubber har haft mulighed for at læse præmisserne i dommen. Derfor kan deres udtalelser være faldet uden, at de har læst dommen, som sikkert kan ændre deres opfattelse af sagen.

At både Brøndby og AaB kan se frem til meget store millionregninger er ikke nyt, men i hvilken størrelse kravene til de andre Superliga-klubber, ønsker Mads Øland ikke at oplyse.

- Uden at jeg har det fulde overblik, har jeg en ide om det. Men jeg er langt mere interesseret i at finde løsninger med klubberne. Af samme årsag finder jeg ingen grund til at nævne tal og størrelser, siger Mads Øland.

AC Horsens har signaleret, at man efter sagen blev rejst tilbage i 2010 erkendte, at der var et problem men at man har fået styr på sine udståender. Det samme signal har Silkeborg IF givet tidligere i forløbet, mens Randers FC tilbage i 2011 gav udtryk for, at man følger reglerne og derfor ikke forventer krav fra Spillerforeningen.

Men her har Mads Øland i samme periode givet udtryk for, at Randers FC også kan forvente sig krav i sagen.

Da sagen blev rejst, kom det frem, at af de daværende Superliga-klubber kun er OB og FC København, der har fulgt reglerne korrekt, og Mads Øland har frem mod afgørelsen tirsdag slået fast, at otte nuværende Superliga-klubber kan se frem til krav om betaling til spillere.