Officielt: Kent Nielsen skal være cheftræner i OB
Illustration
Superliga

Officielt: Kent Nielsen skal være cheftræner i OB

Kent Nielsen skifter landsdel til sommer. Når AaB-jobbet er afsluttet i Nordjylland, overtager han styringen af OB på Fyn.

Kent Nielsen stopper til sommer som cheftræner i AaB. Det fortalte Superliga-klubben selv tidligere mandag, og nu står det så klart, hvad mestertræneren skal bedrive tiden med, når kontrakten i AaB udløber. Kent Nielsen overtager cheftrænertjansen i OB. Det oplyser den fynske klub i en pressemeddelelse.

Kent Nielsen skal dermed afløse Ove Pedersen, hvis kontrakt udløber til sommer, og i OB bliver Kent Nielsen genforenet med sportschef Jesper Hansen, som han tidligere har arbejdet sammen med i AC Horsens. Hansen ser frem til samarbejdet med Kent Nielsen.

- I Kent Nielsen får vi en rutineret træner, der er dygtig til at sætte sit aftryk på de hold, han står i spidsen for. Jeg kender Kent indgående fra vores fælles tid i Horsens, og jeg er overbevist om, at han vil være en stor gevinst for os. Kent er dygtig til at arbejde tålmodigt med langsigtede mål, samtidig med at han holder fokus på at skabe resultaterne hen ad vejen, og derfor har vi lavet en lang aftale på fire år, som gerne skal give os den kontinuitet, vi har ønsket os længe. Ove Pedersen er godt i gang med at skabe et stærkt fundament for Kent, og det er jeg overbevist om vil blive endnu stærkere i foråret, siger OB's sportsdirektør Jesper Hansen i en pressemeddelselse.

Kent Nielsen ser også frem til de kommende udfordringer, når den nuværende sæson er slut.

- Som træner skal man have en god fornemmelse for, hvornår det er på tide at finde nye udfordringer og nye opgaver. Til sommer har jeg været i AaB i næsten fem år, og jeg har været med til at føre klubben tilbage til toppen af dansk fodbold, og jeg vil gøre alt for, at vi også i foråret slutter så godt som overhovedet muligt. Derfor har det været naturligt for mig at søge nye udfordringer, og med min passion for at forbedre resultater og flytte klubber og hold i en positiv retning, ser jeg en spændende fremtid i OB. OB har på sigt et potentiale til at komme tilbage til toppen af dansk fodbold, og det glæder jeg mig til blive en del af, siger Kent Nielsen.

- Det er tydeligt for alle, at OB er i gang med en tilpasning, der har varet ved i noget tid. Men Jesper Hansen har været med til at skabe en rygrad og et fundament omkring holdet, som Ove Pedersen er godt i gang med at implementere på holdet.  Det er den helt rigtige udvikling, og den glæder jeg mig til at blive en del af.

Kent Nielsen har skrevet under på en fireårig kontrakt i OB.