Optakt: AC Horsens - Lyngby BK
Superliga

Optakt: AC Horsens - Lyngby BK

AC Horsens har godt styr på Lyngby BK i Superligaen - hvem vinder søndag?

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 12.00
Spillested: Casa Arena, Horsens
Dommer: Dennis Mogensen 
På TV: TV3 Sport 2
Hashtag: #ACHLYN  #sldk

Holdnyt:
AC Horsens:
De fleste havde nok set AC Horsens blive sendt hjem med et nederlag fra Aarhus i premiere-runden, men AC Horsens overrumplede et sløjt startende AGF-mandskab og fik med to hurtige mål lammet favoritterne. 

Det resulterede i en sejr, der har skabt en helt ny tro omkring AC Horsens-holdet. En af de bemærkelsesværdige ting ved Horsens i denne sæson er de utroligt mange høje spillere, der er med på holdet. Mikkel Quist og Simon Okoson er to giganter, der kun bliver bakket godt op af Finnbogason, Kryger, Sanneh og så videre. Og det er et våben, som AC Horsens nok både skal score på og ikke mindst også forsvare sig med.

Tag eksempelvis blot Simon Okosun, der var den spiller i alle premiere-kampene, der vandt flest luftdueller, og krydret med Mikkel Quists lange indkast mod feltet, har AC Horsens noget nyt, som modstanderne skal være opmærksomme på. 

AC Horsens er fortsat uden Hallur Hansson, Mathias Nielsen og Peter Nymann. Jakob Kiilerich er ikke med i truppen, men i stedet er Martin Holm og Kristoffer Larsen udtaget i kamptruppen.

Lyngby BK:
Den seneste sæsons store positive overraskelse - bronzevinderne fra Lyngby BK - vandt med 2-1 hjemme over Silkeborg IF i sæsonens første spillerunde men kunne egentlig sagtens have sat point til, for gæsterne pressede godt på.

Men straffesparks-scoringen fra David Boysen blev afgørende, og ingen kan tage de tre point eller begejstringen over sejren fra holdet. Endnu engang lader Martin Ørnskov til at være uhyre vigtig for Lyngbys centrale maskine - slideren kan skam endnu, og når det bliver til tre point uden målmageren Jeppe Kjær, ser det ikke helt dumt ud.

Lyngby sørgede oven i købet også for videre færd i Europa, da Slovan Bratislava også blev nedlagt på Lyngby Stadion torsdag, så det er svært at klage over sæsonstarten hos de kongeblå.

Jeppe Kjær og nyindkøbet Oliver Lund er ude med karantæne.

Lyngby må også fortsat undvære den normale anfører Mathias Tauber, der er korsbåndsskadet.  

Karantæne:
AC Horsens: Ingen
Lyngby BK: Jeppe Kjær og Oliver Lund

Bud på startopstillinger:
AC Horsens (4-4-2): Joronen - Thorsen, Sanneh, Ludwig, Kortegaard - Mensah, Okosun, Tshiembe, Quist - Kryger, Finnbogason

Lyngby BK (4-4-1-1): Andersen - Brandrup, Christensen, Sørensen, Nielsen - Boysen, Ørnskov, Rasmussen, Larsen - Rygaard - Ojo

Profilen:
Bubacarr Sanneh har kontraktudløb om et år, men har i de seneste transfervinduer været et salgs-emne for AC Horsens, interessen fra andre klubber har været der og er der fortsat. Nu scorede den stærke forsvarsspiller så oven i købet Superliga-sæsonens første mål, hvilket kun gør værdien større. Spørgsmålet er, om ikke Sanneh er i gang med sine sidste kampe for AC Horsens og vil være fortid i klubben, når august bliver til september.       

Vidste du, at..:
AC Horsens har aldrig tabt på hjemmebane til Lyngby i Superligaen. Godt nok har holdene ikke mødtes så mange gange i den bedste række, men alligevel. I de fire kampe spillet i Horsens er det blevet til tre sejre og en uafgjort.

I de to kampe, hvor AC Horsens og Lyngby mødtes i Superligaen i den seneste sæson vandt AC Horsens også både ude og hjemme. 

Dom:
Lyngby er det bedre spillende hold, men AC Horsens kommer til at bide fra sig i nærkampene og i hovedstøds-duellerne. I de to møder i den seneste sæson havde Lyngby henholdsvis 61 og 67 procents boldbesiddelse -det bliver der næppe ændret stort på søndag. 
Men kan AC Horsens endnu engang nedlægge Lyngby BK ? Troen er, at det bliver en tæt omgang, der meget vel kan ende uafgjort. Buddet bliver på 1-1.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: