Optakt: Esbjerg fB - SønderjyskE
Superliga

Optakt: Esbjerg fB - SønderjyskE

Der er utroligt vigtige point på spil i nedrykningskampen i Esbjerg, men formkurven peger i hver sin retning for de to hold.

Kampfakta:
Spillested: Blue Water Arena, Esbjerg
Dommer: Dennis Mogensen
Kampstart: Torsdag klokken 20.00
På tv: Canal 8
Twitter: #efbsje
 
Holdnyt:
Esbjerg fB:
Esbjerg hentede tre utroligt vigtige point i Farum, da FC Nordsjælland blev nedlagt på kunstgræsset. De tre point bevarede for det første afstanden på seks point ned til FC Vestsjælland under stregen og på samme tid betød det også et hop op foran Sønderjyske, der nu er nummer 10.

Sæsonafslutningen kommer i den grad til at handle om at slippe væk fra nedrykningen, og det interne opgør mod SønderjyskE er vital både pointmæssigt og mentalt.

Svenske Daniel Larsson var syg til kampen i Farum, hvor der i angrebet blev plads til Mick van Buren som makker til Lasse Rise. Ingen af dem fandt dog nettet, og svenskeren kan meget vel være tilbage i en kamp, hvor hans tempofyldte stil kan blive brugbar.

Kevin Mensah har knæproblemer og Jeppe Andersen er ude for resten af sæsonen. Magnus Lekven måtte også melde fra til kampen mod FC Nordsjælland og er endnu ikke klar til at at spille på grund af en skade.

SønderjyskE:
Flere og flere alarmklokker ringer i Haderslev-klubben. Det er kun blevet til syv point i de seneste 10 kampe, og det seneste sejr ligger hele otte kampe væk. Krisen kradser, og med FC Vestsjællands ukuelige kamp for skyde sig op over stregen, er der ingen tid eller plads til at læne sig tilbage, for det kan meget vel blive en giftig kamp for Sønderjyske.
 
Først udekampen mod Esbjerg torsdag aften og siden pinse-hjemmekampen mod netop FC Vestsjælland.

Nicolaj Madsen har skadesproblemer og forventes ikke klar til Esbjerg-kampen

 
Karantæne:
Esbjerg fB: Ingen
SønderjyskE: Ingen 
  
Superliga-form:
Esbjerg fB: U-T-T-V-V
SønderjyskE: U-T-U-U-U
 
Bud på startopstillinger:
Esbjerg fB (4-4-2): Dúbravka - Johnson Laursen, Stenderup, Jakobsen, Knudsen - Fellah, Friberg, Nielsen, Lyng - Rise, Larsson
 
SønderjyskE (4-4-2): Skender - Kanstrup, Lodberg, Mussmann, Marxen - Songani, Paulsen, Jensen, Guira, Absalonsen - Pourié
 
Vidste du, at...:
SønderjyskEs Marvin Pourié er uden sidestykke den spiller i Superligaen, der flest gange løber i offside. Hele 44 gange er det sket i sæsonen - nærmeste forfølger er Randers FC's Mikael Ishak med 33 offside-kendelser. Esbjergs største synder på det område er til sammenligning Robin Söder med 15 offside-kendelser i mod sig.
 
Dom:
Når kampens sættes i gang, har begge hold muligheden for at kende F C Vestsjællands resultat mod FC Midtjylland fra tidligere på aftenen, og det er ikke uvæsentligt. Har FCV tabt til topholdet, kan begge hold i Esbjerg sådan set godt leve med en uafgjort, da det vil bringe dem begge yderligere et point væk fra truslen fra Slagelse.
Men har FCV nedlagt FC Midtjylland, der alt afhængigt af resultaterne fra FCK-AaB onsdag allerede kan være danske mestre, bliver kampen pludselig anderledes vigtig, da der i givet fald kun vil være tre og to points forspring fra henholdsvis Esbjerg og SønderjyskE.
Men alt andet lige er Esbjerg med to sejre i træk godt kørende i forhold til Sønderjyske stime uden sejre. Pilen peger på sejr til hjemmeholdet, der vinder 2-1.