Superliga

Optakt: FC København - Horsens

FC København synes uovervindelige for tiden, men kan Horsens overraske i Parken?

Status:
Lad os bare pille spændingen og den inciterende nerve ud af opgøret og slå det fast med det samme: Alt tyder på, at F.C. København vinder en sikker sejr over Horsens fredag aften i Parken. De to hold har mødt hinanden i nationalarenaen otte gange i Superligahistorien, hvilket har kastet otte FCK-sejre af sig samt en målscore på 19-4 i fusionsklubbens favør. 

Desuden er FCK inde i en forrygende stime med otte Superliga-sejre i træk (klubrekord), 13 ligasejre på hjemmebane i træk og hele 22 kampe uden nederlag på eget græs i træk. Der er således intet der tyder på, at Ariël Jacobs' tropper skulle dumme sig og give kvajebajer fredag aften. 

Der skal dog være et græsstrå at holde fast i for AC Horsens, der trods alt ikke tager de 267 kilometer fra Langmarksvej i Horsens til Parken i København for ingenting. Horsens har da også noget optimisme at holde fast i, for østjyderne leverede en fremragende indsats mod OB i weekenden, hvor særligt Jude Nworuh og Charles Takyi strålede. 

Dermed kan de gule være godt på vej væk fra nedrykningsslaget i bunden af Superligaen, og så må man også minde om, at de to holds første to møder i sæsonen har budt på en uafgjort samt en sejr til Johnny Mølbys mandskab af kraftkarle. 

Profil:
Hos F.C. København er det oplagt at pege på Andreas Cornelius, der kom fint i gang med målscoringen fredag og virker fuld af optimisme og spillelyst. Lige så oplagt er det at pege på manden, der skal forhindre Cornelius i at lave mål. Frederik Rønnow præsterede flere gode redninger i Horsens-målet, da Den Gule Fare besejrede OB i weekenden, og hans opadgående formkurve har gjort ham til Superligaens måske mest hypede målmand. Med rette. 

Dom:
F.C. København kan i princippet sætte autopiloten til og smække benene op resten af foråret, for mesterskabet er reelt sikret med 14 points forspring til nærmeste forfølger. Alligevel får man næppe et afslappet FCK-hold at se, for indtil videre har Superligaens førerhold fremstået afklaret og fokuseret. Sådan bliver det også på fredag i Parken, hvor hjemmeholdet stort set aldrig taber. Vi gætter på 2-0.

Bud på startopstillinger: 
F.C. København (4-4-2):
Wiland – Jacobsen, Sigurdsson, Stadsgaard, Bengtsson – Bolaños, Claudemir, Jensen, Jørgensen – Vetokele, Cornelius

Skader: Delaney 
Karantæner: Ingen

AC Horsens (4-4-2): Rønnow – Juel Andersen, Rasmussen, Agesen, Kielstrup – Drachmann, Retov, Spelmann, Mehl – Takyi, Nworuh

Skader: Kortegaard, Kløve, Fagerberg
Karantæner: Ingen

På tv: Fredag klokken 18.30 på TV3 Sport 1