Optakt: FC Midtjylland - FC København
Illustration
Superliga

Optakt: FC Midtjylland - FC København

FC København cruiser mod mesterskabet, og det ligner endnu en sejr mod FC Midtjylland.

Status:
FC Midtjylland har fået en hæderlig start på foråret med fem point i de første tre kampe, hvor cheftræner Glen Riddersholm i øvrigt har gjort sig bemærket ved at lade sig følge af et kamera under en kamp. 

Det skal midtjyderne have ros for, men man har endnu til gode at se en pragtkamp fra Herning-egnen her i foråret. Det er kun blevet til en enkelt scoring i hver af de tre kampe mod SønderjyskE, FC Nordsjælland og Brøndby, og derfor er der også et lille pres på frontmanden Morten 'Duncan' Rasmussen, der endnu ikke er kommet på måltavlen i foråret. 

Hvis FC Midtjylland leverer en stor kamp og besejrer FC København, kan midtjyderne tage syv-mile-støvler på og spadsere afgørende væk fra bunden. Et nederlag kan til gengæld betyde, at man stadig befinder sig i det kviksand, som den brede bund i årets Superliga er lavet af. 

Hos FC København behøver man ikke at spekulere så meget i tabellen. Til gengæld kan man vel godt begynde at vælge servietter til mesterskabsfesten samt gøre plads i pokalskabet, for der skal gå meget galt, hvis Superligaens aktuelle førerhold ikke sikrer sig guldmedaljerne i Superligaen. 

Føringen i ligaen er suveræn, spillet ser også fortrinligt ud, og FCK fremstår er lige nu det hold med flest scorede mål, færrest lukket ind og i øvrigt også flest sejre, hvilket jo er det, det hele handler om. 

Man kan spekulere i, hvorvidt FC Københavns mange landsholdsspillere er trætte i betrækket oven på en landskamppause uden pause, men truppen er bred, så hvis Ariël Jacobs ikke giver genvalg til det evigt-vindende hold, er der andre raske svende, der kan tage over med kvalitet og friskhed i fødderne. 

Profil:
Morten 'Duncan' Rasmussen har stadig til gode at juble over en af sine egne scoringer i dette forår, for der har ikke været nogen af slagsen. FC Midtjylland er afhængige af angriberens mål, så derfor er der pres på den tidligere Brøndby-dreng, der skal levere mod FCK, som han tidligere har scoret mod fire gange.

Dom:
FC København ligner et hold, der ikke kan tabe, og Superligaens førerhold er da også godt i gang med at jagte Superliga-rekorden for flest sejre i træk. Det ligner endnu en omgang med tre point til Ariël Jacobs og kompagni, så vi gætter på 1-2.

Bud på startopstillinger:
FC Midtjylland (4-5-1): Lössl – Afriyie, Ipsa, Sviatchenko, Juelsgaard – Albæk, Andersson, Bak Nielsen, Izunna, Hassan - ”Duncan” Rasmussen 

Skader: Hvilsom, Madsen, Koch Nielsen
Karantæner: Ingen

FC København (4-4-2): Wiland – Jacobsen, Stadsgaard, Sigurdsson, Bengtsson – Vingaard, Kristensen, Claudemir, Jørgensen – Cornelius, Santin 

Skader: Ingen
Karantæner: Ingen

På tv: Langfredag klokken 19.00 på TV3+