Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: FC Midtjylland - Lyngby BK

Hverken FC Midtjylland eller Lyngby BK har tabt i foråret. Hvem trækker det længste strå i fredagskampen?

Kampfakta:
Kampstart: Fredag klokken 20.15
Spillested: MCH Arena
Dommer: Peter Kjærsgaard
På TV: Canal 9
Hashtag: #fcmlbk #sldk

Få spilforslag til kampen - klik her

Holdnyt:

FC Midtjylland:
Bolden ville ikke ind over stregen i premieren mod Viborg FF, men mod Randers FC lykkedes det FC Midtjylland at få hul på bylden og vinde 2-0. Det var samtidig ulvenes første sejr i Superligaen i fem kampe. Dermed bevarer Jess Thorups mandskab tredjepladsen i Superligaen, selv om holdet presses bagfra af flere hold.

FCM har i forårets første to kampe lavet to store ændringer på holdet. Mikkel Duelund er rykket ind centralt i fraværet af Rafael van der Vaart, mens Kristian Riis er ny mand i det centrale forsvar. Begge spillere har været opløftende i deres præstationer, og de skal forsøge at fortsætte på det høje niveau mod Lyngby.

FC Midtjylland var hårdt plagede af skader i efteråret, men det lysner efterhånden gevaldigt på den front. Der er fortsat tvivl om Rafael van der Vaart, der trænede fuldt med for første gang tirsdag. Han er ikke med mod Lyngby, til gengæld kan klubben glæde sig over, at den nye mand Janus Drachmann er i truppen. Tim Sparv vender tilbage fra karantæne, mens Marc Dal Hende stadig ikke er klar. 

Lyngby BK:
Foruden FC København er Lyngby muligvis det hold i Superligaen, der er sværest at besejre. David Nielsen har fået stablet en bundsolid defensiv på benene, og mandag lykkedes det igen oprykkerne at holde nullet. Tilmed uden Jesper Hansen i størstedelen af kampen. Den dygtige målmand måtte lade sig udskifte med en skade mod Esbjerg.

Lyngby skabte heller ikke selv så meget mod Esbjerg, men der var optræk til flere chancer. Klubben er ikke ret mange point fra at sikre sig en overraskende plads i slutspillet, og det må uundgåeligt sidde i baghovederne i kampene. 

Jesper Hansen blev som nævnt skadet mod Esbjerg, og han må betegnes som tvivlsom til fredagens kamp.De Kongeblå må med sikkerhed undvære Alexander Munksgaard og Lasse Rise.

Karantæne:
FC Midtjylland: Ingen
Lyngby BK: Ingen

Bud på startopstillinger:
FC Midtjylland (4-1-4-1): Andersen - Nissen, Hansen Riis, Novak - Sparv - Hassan, Poulsen, Duelund, Wikheim - Onuachu

Lyngby BK (4-2-3-1): Hansen - Brandrup, Tauber, Sørensen, Lumb - Christjansen, Ørnskov - Fosgaard, Rygaard, Boysen - Kjær

Profilen:
Rilwan Hassan har været flittig til at assistere, men knap så god til at score mål i denne sæson. I 22 optrædener er det blot blevet til en scoring, og det er under vanlig standard for den nigerianske dribler, der bliver udfordret af Lyngbys gode defensiv i fredagens kamp. Hans antrit og gennembrud bliver en vigtig faktor for FC Midtjylland mod Lyngby.

Vidste du, at..:
Lyngby-træner David Nielsen har en fortid som spiller for FC Midtjylland, men han har aldrig optrådt for ulvene i en kamp mod Lyngby BK.

Dom:
FC Midtjylland kommer til at være dominerende på bolden, mens Lyngby hele tiden vil lure på kontraer. Det bliver formentlig en tæt afgørelse i fredagens kamp, og man kan sandsynligvis godt udelukke, at det bliver målrigt, selv om FCM normalt er målfarlige på hjemmebane. Vi tipper 1-1 og dermed et point til hver.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: