Optakt: FC Midtjylland - Randers FC
Superliga

Optakt: FC Midtjylland - Randers FC

Begge hold er som de eneste i ligaen ubesejret i de seneste fem kampe, men FC Midtjylland jagter rekord og har det godt med mandagens modstander. Kan Randers FC stille noget op i Herning?

Kampfakta:
Spillested: MCH Arena, Herning
Dommer: Jacob Kehlet
Kampstart: Mandag klokken 19.00
På tv: TV3 Sport 1
Twitter: #fcmrfc
 
Holdnyt:
FC Midtjylland:
I den seneste hjemmekamp blev FC Københavns Superliga-rekord med 13 hjemmesejre i træk tangeret af topholdet, og nu kan rekorden komme på helt egne hænder med sejr nummer 14 på stribe. 
FC Midtjylland stormer mod mesterskabet, og den uafgjorte 0-0-kamp ude mod Hobro gav oven i købet et ekstra point i forspringet til FCK, der snublede mod Randers. 12 point lyder forspringet på, og FC Midtjylland har været så suveræne, at der undervejs har været tid til at eksperimentere lidt med spilsystemet, da Glen Riddersholm i de seneste kampe har haft både Martin Pusic og Morten Duncan Rasmussen på banen på samme tid i afslutningerne. 
Pione Sisto er fortsat ude, men at han er savnet i forhold til resultaterne, vil være forkert at sige. 
Til gengæld må FCM'erne undvære anfører Kristian Bak samt Jim Larsen. Izunna er derimod tilbage fra skade.
 
Randers FC:
Der har været masser kritik af Randers-holdet i dette forår. Men den triste stime på hele syv kampe i træk uden sejr, sluttede med fest og jubel på tribunerne, da FC København blev mast med 3-0 på effektivitet i begge ender af banen. 

Og i stedet for den negative stime uden sejre, kan Randers i stedet nu prale af en stime på fem kampe uden nederlag - en stime som kun FC Midtjylland kan bide skeer med.

Randers er klar til at udfordre topholdet og kan gøre det med stærkeste opstilling
 

Karantæne:
FC Midtjylland: Ingen
Randers FC: Ingen
 
Superliga-form:
FC Midtjylland: V-V-U-V-V
Randers FC U-U-U-U-V
 
Bud på startopstillinger:
FC Midtjylland (4-5-1): Dahlin– Rømer, Banggaard, Sviatchenko, Lauridsen – Hassen, Poulsen, Sparv, Andersson, Igboun – Pusic
Randers FC (4-4-2) : Johnsson - Thomsen, Fenger, Agesen, Fischer - Fisker, Poulsen, Keller, Bjarnason - Lundberg, Ishak
 
Vidste du, at...:
FC Midtjylland har et mere end solidt tag på Randers FC. I 32 kampe er det kun blevet til fire nederlag, og når kampene er spillet i Herning, hedder statistikken 11 hjemmesejre, tre uafgjorte og bare en sejr til Randers FC - tilbage i 2009.
 
Dom:
Med FC Midtjyllands statistik på hjemmebane og historik mod Randers peger pilen kraftigt mod endnu en sejr til midtjyderne, der dermed vil høste den nye hjemmebanerekord for fleste sejre på eget græs i træk. 
Godt nok fik Randers FC en fornem skalp ved at nedlægge FC København i den seneste runde, men det samlede indtryk for foråret er stadig et hold, der mangler kontinuitet og har et bundniveau, der er langt lavere end topholdets. 
Det ender med en sejr til FC Midtjylland, der med det voldsomme offensive tryk får prikket hul på Randers-defensiven - flere gange. FC Midtjylland vinder 3-0 over Randers FC.