Optakt: FC Nordsjælland - SønderjyskE
Superliga

Optakt: FC Nordsjælland - SønderjyskE

FC Nordsjælland hungrer efter succes oven på to elendige kampe med nederlag til følge. SønderjyskE kommer med enorm selvtillid efter en perfekt sæsonstart med to sejre i ligaen og en pokalsemifinale sikret. Men bliver der ændret noget i Farum på lørdag?

Kampfakta:
Spillested:
Farum Park, Farum
Dommer: Jørgen Daugbjerg Burchardt
Kampstart: Lørdag klokken 17.00
På tv: TV3 Sport 1
Twitter: #fcnsje

Holdnyt:
FC Nordsjælland:
FC Nordsjællands er blevet skubbet ned i ligaens dårligste halvdel, og spillet i forårets første kampe har ikke været mere værd. Den store udskiftning på holdet, hvor rutinerede og bærende kræfter er forsvundet siden efteråret, har virket som en stor mundfuld for træner Olafur Kristjansson, hvis erstatninger i hvert fald indtil videre på ingen måder har vist et niveau, der kan skyde FC Nordsjælland længere frem i tabellen. 

Derfor må der være rynkede bryn hos nordsjællænderne, der ganske enkelt har været for ufarlige og for nemme at overrumple for modstanderne. 

Offensiven mangler saft og kraft, og når en hurtigløber som Joshua John ikke har snedige medspillere, der evner at finde ham rigtigt i dybden, bliver det svært at bruge et af holdets traditionelle stærkeste våben. 

Savnet af topscorer Uffe Bech har været tydeligt, og derfor er det glædeligt, at den lille hurtige offensivspiller nu er tilbage i træning efter sin operation i maven. Men Uffe Bech er næppe klar til kamp foreløbigt, da formen er milevist fra holdkammeraternes, da han grundet sin skade aldrig kom i kamp i vinterens testkampe. 

SønderjyskE:
Mens pilen peger ned for hjemmeholdet, er der stort set kun positive vibrationer over SønderjyskE. Holdet stormer af sted resultatmæssigt og har gjort det i hele 2015. SønderjyskE lagde ud med at vinde samtlige seks testkampe på programmet i vintermånederne, og stilen fortsatte, da turneringen startede. En plads i nedrykningsfare er med to sejre og seks rare point blevet byttet ud med en placering som nummer seks i rækken og med en fin udsigt til både Brøndby og de danske mestre fra AaB på femte- og fjerdepladsen.

Sønderjyske satte onsdag trumf på, da man effektivt og fortjent sparkede Brøndby ud af DBU Pokalen og selv snuppede pladsen i semifinalen, hvor man møder FC Vestsjælland.

En af de ting, der har fungeret for Sønderjyske er selvtilliden, der har fået holdet, starterne og indskifterne til at blive ved med at tro på scoringer langt hen i kampene. Der bliver ikke givet op og jagten på heldet er blevet belønnet. Kollektivet er vokset og det, der i efteråret til tider så noget tandløst ud med de mange kedelige og uafgjorte kampe er nu blevet afløst af effektiv fodbold, der giver resultater. Efterårets 0-0-kampe er i starte af foråret byttet ud med 1-0-sejre. 

Karantæne:
FC Nordsjælland: Ingen 

SønderjyskE: Ingen

Superliga-form:
FC Nordsjælland: T-V-U-T-T
SønderjyskE: T-U-U-V-V

Bud på startopstillinger:
FC Nordsjælland(4-5-1): Jensen - Ticinovic, Gregor, Maxsø, Mtiliga - Thórarinsson, Mulder, Vingaard - Karlsson, Baldvinsson, John  

SønderjyskE (3-4-3): Skender - Sigurdsson, Kanstrup, Lodberg, Marxen - Paulsen, Guira, Jensen, Absalonsen - Bechmann, Pourie

Vidste du, at...:
FC Nordsjælland har i de seneste otte Superliga-kampe kun været i stand til at score i 2-0-sejren over Brøndby i efterårets næstsidste runde - ellers syv kampe uden at kunne score. 

Sønderjyske har i forårets to kampe hentet lige så mange point - 6 -, som man i efteråret skulle bruge syv kampe på at nå. 

Dom:
FC Nordsjælland har brug for point for at kunne tvinge al krisesnak af banen, men det kan blive en vanskelig omgang mod et fasttømret sønderjysk hold, der i vinterpausen kun har mistet Hallgrimur Jonasson for med succes fra første færd at erstatte ham med Sigurdsson, der er kommet stærkt fra start.

Så længe hjemmeholdet ikke er bedre sammenspillet end, hvad det indtil videre har været tilfældet, er det på ingen måde en fordel at spille på kunstgræsset, og netop det faktum, at SønderjyskE-spillerne præcis ved, hvor holdkammeraterne er, kan FCN igen blive fanget og straffet på egne fejl og upræcise afleveringer, for er der noget SønderjyskE er gode til, at det de hurtige kontraer. 

Pilene bliver ved med med at pege i hver sin retning - SønderjyskE fortsætter stimen og henter tre point i Farum med en 2-1-sejr.