Optakt: FC Vestsjælland - AaB
Superliga

Optakt: FC Vestsjælland - AaB

Begge klubber skal bruge tre point i et uhyre vigtigt opgør i Slagelse. Kan FC Vestsjælland starte den store redning, eller henter AaB ind i jagten på bronze?

Kampfakta:
Spillested: Harboe Arena, Slagelse
Dommer: Peter Kjærsgaard-Andersen
Kampstart: Lørdag klokken 15.00
På tv: TV3 Sport 1
Twitter: #fcvaab
 
Holdnyt:
FC Vestsjælland
:
Efter en sejr på 2-0 over SønderjyskE onsdag har FC Vestsjælland et ben i pokalfinalen. Godt nok skal arbejdes gøres færdigt i Haderslev, men det er bestemt sandsynligt, at klubben ender i sin første pokalfinale nogensinde. Selv om der er meget positivt at berette om i DBU Pokalen, ser det omvendt sort ud i Superligaen, hvor FC Vestsjælland med ni kampe igen af sæsonen har otte point op til redning.

Derfor skal klubben bruge sejren over SønderjyskE som et afsæt til at sætte gang i den store redning, og her kan angriber Rasmus Festersen meget vel få en nøglerolle. Angriberen har leveret flot på et hold, der har haft det svært, og med 10 mål i Superligaen er han aktuelt den spiller, der har lavet tredjeflest mål.

Marc Dal Hende har døjet med akillessenen, og også Michael Lumb er tvivlsom, men ellers har Michael Hansen en klar trup at vælge imellem.
 

AaB:
Dybt inde i overtiden var det et afrettet skud fra Jakob Poulsen, der gjorde, at de danske fra AaB tabte med 1-2 hjemme til FC Midtjylland. De nuværende danske mestre måtte altså kapitulere over for de kommende mestre.

Kent Nielsens tropper åbnede foråret med tre gode sejre, der sendte holdet ind som en af de største favoritter til at nappe bronzen, men siden er det gået ned af bakke for AaB, der ikke har vundet de sidste fire kampe.

Tilmed er der store problemer i truppen, for tre mand sidder ude med karantæne, mens flere i spillertruppen døjer med skader. Jakob Ahlmann er kommet på græs igen efter sin korsbåndskade, men det er tvivlsomt, om han er i truppen. Donny Gorter er ude, mens Anders K. Jacobsen er begyndt at træne igen og måske kan nå at blive klar til opgøret. Rasmus Thelander når ikke at blive klar til opgøret.

 
Karantæne:
FC Vestsjælland: Ingen
AaB: Henrik Dalsgaard, Rasmus Würtz, Thomas Enevoldsen
 
Superliga-form:
FC Vestsjælland: T-T-T-U-V
AaB: V-T-T-U-T
 
Bud på startopstillinger:
FC Vestsjælland (4-4-2): Mikkelsen - Raitala, Østli, Kure, Lumb - Nymann, Jonsson, Madsen, Akharraz - Festersen, Vellios
AaB (4-4-2): Larsen - Kristensen, Petersen, Pedersen, Blåbjerg - Børsting, Risgård, Augustinussen, Thomsen - Jönsson, Helenius
 
Vidste du, at...:
Sidste sæson blev AaB en flot dansk mester, men den eneste klub, der i tre kampe i sæsonen faktisk ikke tabte til AaB, var FC Vestsjælland. Vestsjælland vandt 2-1 i første opgør mellem de to klubber, mens de to senere møder i mesterskabssæsonen sluttede 0-0. I denne sæson har AaB vundet ét af to opgør mod FC Vestsjælland. Det skete i efteråret, hvor FCV blev sendt hjem med et nederlag på 0-2. Sidst de to klubber mødtes i Slagelse var også i efteråret, og her vandt FC Vestsjælland med 1-0.
 
Dom:
Umiddelbart er det to klubber, der begge har noget at bevise. FC Vestsjælland kæmper for at undgå nedrykning og skal gerne have en sejr for at holde drømmen om endnu en sæson i Superligaen i live, mens AaB skal bruge tre point for at holde trit med Brøndby og Randers i kampen om tredjepladsen. Det plejer at være tætte opgør, når de to klubber spiller, så en pointdeling kan være under opsejling. Vi byder på 0-0.

Følg kampen LIVE på tipsbladet.dk - klik her