Superliga

Optakt: FCK - Silkeborg

Både FC København og Silkeborg vandt 3-2 i forårspremieren, og nu venter en indbyrdes kamp. Det ligner endnu en sejr til Ariel Jacobs og kompagni.

Status:
FC København var undervejs i problemer, men alligevel endte det med en forholdsvis sikker sejr over OB i forårspremieren. FCK vandt 3-2 og var i kontrol i det meste af anden halvleg, hvor også nyerhvervelsen Daniel Jensen markerede sig som en gevinst.

Desuden ser det ud til, at Nicolai Jørgensen kommer til at fortsætte sine gode takter, og i det hele taget ligner FCK ikke et hold, der er blevet rusten henover vinteren. Sidste sæsons sølvvindere ser ganske enkelt ud til at spadsere mod klubbens tiende mesterskab.

I Silkeborg kæmper man ikke om medaljer, men derimod om overlevelse. Det håb fik ny næring i forårspremieren, da det lykkedes at fighte en 3-2-sejr hjem over AaB. Silkeborg var ellers bagud to gange, men holdet viste god moral, og så var Marvin Pourié skarp, da det gjaldt.

Der bliver brug for masser af fight, moral og mål fra Marvin Pourié, hvis Silkeborg skal skabe en overraskelse i Parken, men selvom optimismen er stor i Søhøjlandet, venter der meds stor sandsynlighed en meget svær opgave i Parken for Viggo Jensens tropper.

Profil:
Johan Wiland havde en skidt dag i målet, da FC København vandt 3-2 over OB i søndags. Den svenske målmand var skyld i begge OB's scoringer, hvilket gav stor opmærksomhed og hånende ros fra OB's fans. Han har derfor revanche til gode i Silkeborg, når han er tilbage i Parken for første gang siden oktober 2012. Han skal blandt andet holde en skarp og selvtillidsfuld Marvin Pourié fra fadet, men holder han buret rent, er FCK godt på vej mod en sejr.

Dom:
I de seneste 50 hjemmekampe i Superligaen, har FC København kun tabt en enkelt. Den ligger helt tilbage i oktober 2011, og der er spillet 21 kampe siden. Superligaens aktuelle tophold er således godt kørende, og det skal nok blive til endnu en sejr søndag eftermiddag. Vi tipper på en sikker 2-0'er.

Bud på startopstillinger:
FC København (4-4-1-1): Wiland – Jacobsen, Stadsgaard, Sigurdsson, Bengtsson – Bolaños, Claudemir, Kristensen, Jørgensen – Jensen – Cornelius

Skader: Ingen
Karantæner: Ingen

Silkeborg (4-4-2): Heinze – Pedersen, Kiilerich, Mikkelsen, Poulsen – Hansen, Flinta, Bech, Risgård – Pourié, Svensson

Skader: Holst Rasmussen, Jakobsen
Karantæner: Ingen

På tv: Søndag den 10. marts klokken 17.00 på Canal 9