Optakt: Lyngby BK - SønderjyskE
Superliga

Optakt: Lyngby BK - SønderjyskE

Hjemmeholdet i høj grad brug for en sejr, mens de sønderjyske gæster skal forsøge at bygge videre på sidste rundes meriterende sejr over AGF.

Kampfakta:
Kampstart: Lørdag klokken 16.00
Spillested: Lyngby Stadion, Lyngby
Dommer: Jens Grabski Maae
På TV: TV3 Sport 1
Hashtag: #lbksje #sldk

Få en bonus på 1.000 kr. hos bwin og spil på kampen

Holdnyt:
Lyngby BK:
Det gik lige så godt for Lyngby. Holdet havde vundet ti kampe i streg (medregnet afslutningen af sidste sæson), og det havde netop slået Slovan Bratislava ud af Europa League-kvalifikationen.

Så tabte David Nielsens mandskab 4-1 ude mod AC Horsens, og siden har holdet været hårdt ramt. Europa League-exit mod FC Krasnodar, 5-3-nederlag i Brøndby og senest 1-4 hjemme mod ærkerivalerne FC Nordsjælland.

Fra ti sejre til fem nederlag på stribe.

Vi har før set hold, er ikke er vant til at spille i Europa, lide under det i den hjemlige række, eksempelvis SønderjyskE og Esbjerg fB de senere år. Fordelen for Lyngby er, at den ikke så brede trup nu kun skal tænke på Superligaen.

Der er der også rigeligt at tænke på, især hvis man retter opmærksomheden mod forsvaret. Anfører Mathias Tauber har været ude siden den afsluttende del af foråret og burde være tilbage inden længe. Spørgsmålet er, hvordan hans kampform er. Jeppe Brandrup er også uden for truppen grundet skade.

Også på backerne må David Nielsen se bort fra spillere. Både Oliver Lund og Michael Lumb blev udvist mod FC Nordsjælland og afsoner karantæne.

Lyngby ligger nummer 12 med tre point forud for kampen.

SønderjyskE:
Før 3-0-sejren over AGF var SønderjyskE’s sæsonstart en kønsløs omgang med en sejr, et nederlag og en uafgjort. Men med både resultatet og måden, det kom i hus på, peger pilen i den grad op for sønderjyderne.

SønderjyskE fik vasket den store skuffelse, det var at tabe hjemme mod FC Helsingør, af sig, og holdet fremstod mod AGF i en af sine allerbedste udgaver, siden Claus Nørgaard overtog trænerposten i begyndelsen af året.

Cheftræner Nørgaard kan desuden glæde sig over, at han bortset fra to langtidsskader har en fuld trup af vælge fra.

De eneste fraværende er således Eggert Jonsson, der endnu ikke har været i aktion for sin klub, siden han kom til i januar, men som forventes tilbage i slutningen af august, og Sakari Mattila, der muligvis er ude for hele sæsonen. Mikkel Hedegaard er ikke med i kamptruppen, men er erstattet af Casper Olesen.

SønderjyskE går ind til weekendens femte spillerunde som nummer fire med syv point.

Karantæne:
Lyngby BK: Oliver Lund, Michael Lumb
SønderjyskE: Ingen

Bud på startopstillinger:
Lyngby BK (4-2-3-1): Andersen – Vollesen, Sørensen, Jonasson, Højer – Hebo, Ørnskov – Larsen, Rygaard, Boysen – Kjær
SønderjyskE (4-2-3-1): Mielitz – Rodrigues, Luijckx, Pedersen, Poulsen – Zimling, Rømer – Kløve, Zinckernagel, Jakobsen – Uhre

Profilen:
Fire kampe og fire oplæg. Christian ”Greko” Jakobsen har været SønderjyskE en farlig mand i denne sæson, selv om han ikke har scoret endnu. Senest lagde han op til endnu et mål i sejren over AGF, og han ligner en spiller, der har fundet den form, der i sin tid fik Brøndby IF til at hente ham. Næste skridt må være selv at komme på tavlen.

Vidste du, at..:
Vi får formentlig en vinder lørdag eftermiddag. I 12 Superliga-dueller har Lyngby og SønderjyskE aldrig spillet uafgjort. Hidtil har de vundet i intervaller. Først fire Lyngby-sejre, så fire til SønderjyskE, så fire til Lyngby igen.

Dom:
Bedømt på nuværende form er der ikke nogen tvivl om, hvem der står stærkest forud for kampen. Lyngbys fem tabte kampe på stribe blegner en smule i forhold til SønderjyskE’s fornuftige sæsonstart.

Nu går det jo ikke altid, som logikken og formkurverne antyder, men det ligner alligevel en SønderjyskE-sejr. Om ikke andet fordi det ifølge ovennævnte statistik er deres tur til at vinde fire kampe i streg mod Lyngby.

2-1 til Claus Nørgaards hold.

Få odds 3.00 for SønderjyskE-sejr og odds 11 for resultatet 1-2 hos bwin - klik her 

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: