Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: Viborg FF - Lyngby BK

Det er efterhånden mange år siden, at de to hold har mødt hinanden i Superligaen - hvem vinder søndag i Viborg?

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 12.00
Spillested: Energi Viborg Arena
Dommer: Peter Munch Larsen
På tv: TV 3 Sport 2
Twitter: #VFFLBK #sldk

Holdnyt:
Viborg FF:
Det lykkedes ikke for Viborg FF at følge op på den flotte sejr ude over Brøndby, da det i midtugerunden endte med nederlag i Aalborg. Dermed forpassede holdet at spille sig helt tæt på den eftertragtede top 6.
Men Johnny Mølbys hold kan trods nederlaget tage flere positive ting med fra kampen, hvor det igen blev bevist, at Viborg FF har pondus nok til at spille lige op med på papiret stærkere hold. 
Ingen nye skader eller karantæner hos Viborg, der kun har hentet et point i de seneste tre hjemmekampe.

Lyngby:
Lyngby tog sæsonens største skalp torsdag aften, da Brøndby blev sendt hjem med et 1-0-nederlag i en kamp, hvor David Nielsens tropper viste skarphed, da chancen bød sig og ellers kørte sejren hjem på fight og fremragende målmandsspil af Jesper Hansen.
Men Lyngby viste igen, at holdet ikke er tilbage i Superligaen for at fedte sig til point men spiller friskt til og søger chancerne med de hurtige offensive spillere, hvilket gav pote mod Brøndby. 
Sejren var den anden i træk for Lyngby, der skød sig helt frem til top 6-grænsen side om side med oprykker-kollegaen fra AC Horsens. Danilo Arrieta, Mads Gabel og Emil Larsen var ude af truppen mod Brøndby - det samme kommer formentlig til at være tilfældet mod Viborg FF.

Karantæne:
Viborg FF: Ingen
Lyngby BK: Ingen

Bud på startopstillinger:
Viborg FF (4-4-2): Friis Jensen - Pallesen, Rask, Reese, Thorsen -  Kamper, Grønning, Keller, Frederiksen - Park, Deblé

Lyngby (4-5-1):  Hansen - Munksgaard, Tauber, Sørensen, Lumb - Fosgaard, Ørnskov ,Gytkjær, Christjansen, Blume - Kjær

Profilen:
Der var ikke længere plads til Martin Ørnskov i Brøndby, men midtbanespilleren har i Lyngby bevist, at han fortsat har god kvalitet når det kommer til at bryde modstandernes spil og levere en stærk arbejdsindsats på midtbanen. Ørnskov er en vigtig brik på Lyngby-holdet og har været med til at stabilisere oprykkerholdets spil i den bedste række.

Vidste du, at...:
De seneste 10 kampe mellem de to klubber har på liga-niveau været i 1. division, da det seneste Superliga-møde ligger helt tilbag til sæsonen 2007/08. I divisionen har det været med et markant Viborg-overtag, da de 10 møder gav syv Viborg-sejre og bare en til Lyngby BK.
Seneste Superliga-møde var i Viborg, hvor hjemmeholdet vendte kampen efter at være kommet bagud 0-2 til en 3-2-sejr på scoringer af Rurik Gislason, Christian Olsen og Dan Anton Johansen.

Dom:
Viborg træner til en sejr på eget græs, men møder et Lyngby-hold, der kommer med stor selvtillid efter de to triumfer mod AaB og Brøndby. Det kan blive en livlig affære med to rapfodede angreb. Vi tror på mange mål med et slutresultat på 2-2.

Form, tabel og tidligere indbyrdes kampe: