Pavlovic: Vi hænger bedre sammen som hold nu
Foto: Getty Images
Superliga

Pavlovic: Vi hænger bedre sammen som hold nu

FCK er nu oppe på andenpladsen i Superligaen, og på banen ser det også ud til, at de er kommet godt igen efter en lidt ujævn sæsonstart.

FC København viste masser af spilleglæde og styr på sagerne, da de vandt 4-0 over Silkeborg i Superligaen lørdag aften. Her kom Andrija Pavlovic blandt andre på scoringstavlen, og han var meget glad for kampen og særligt Verbic efter kampen.

Det fortalte han i et interview med Canal 9 umiddelbart efter kampen.

- Vi spiller rigtig godt, og vi skaber mange chancer. Men i dag starter vi ikke kampen, som vi skulle. De rammer træværket to gange, men vi spiller en god kamp, og Benjamin Verbic var 'on fire'. Alle de fire forreste spillede en meget god kamp. Vi skaber nok ti chancer og scorer fire gange.

I begyndelsen af sæsonen havde FC København svært ved at få spillet til at køre, ligesom resultaterne heller ikke var optimale for mesterholdet. Det er efterhånden kommet nu, og det har Pavlovic en god forklaring på, hvilket også gælder hans egen første tid i klubben.

- Alle spillere har brug for tilvænning til ens nye klub og spillestil. Jeg tror, jeg selv er kommet på plads nu, og jeg føler mig godt kørende og har masser af selvtillid. Jeg nyder det. For klubben selv føler jeg, at vi har haft en dårlig start. Men vi har skiftet en del ud, men nu hænger vi bedre sammen, lyder det fra Pavlovic.

Med sejren er FC København nu oppe på andenpladsen i Superligaen med to point op til FC Nordsjælland. I næste runde skal FC København møde Lyngby, hvor de altså har muligheden for at rykke forbi FCN.