Pione Sisto drømmer om det danske landshold
Illustration
Superliga

Pione Sisto drømmer om det danske landshold

Pione Sisto har endnu ikke en klar tidshorisont for, hvornår han bliver dansk statsborger. 

Søndag var Pione Sisto den stor profil i FC Midtjyllands 5-1-sejr over FC København i Parken, og derfor har han været et af de store temaer i dansk fodbold denne mandag. 

19-årige Pione Sisto er endnu ikke dansk statsborger, men den sudansk fødte FC Midtjylland-spiller er vokset op i Tjørring i Vestjylland, og der er længe blevet arbejdet på at få et dansk statsborgerskab til spilleren. 

Sisto har bestået indfødsretsprøven, og mandag har FC Midtjylland-direktør Claus Steinlein udtalt til Ritzau, at der endnu mangler en godkendelse hos Folketinget, men at det hele formentlig falder på plads inden for 20 måneder. Selv er Pione Sisto dog væbnet med tålmodighed. 

- For tre måneder Processen er i gang, men det eneste jeg kan gøre, er at vente. Det er svært at sige, hvornår jeg bliver dansk statsborger, og det er uklart, om det bliver om tre måneder eller 20 måneder. Jeg er ved at være vant til at måtte vente. Det irriterede mig meget i starten, men jeg har lært at håndtere det. Jeg kan ikke gøre andet end at vente, siger Pione Sisto til tipsbladet.dk.

Det vigtiste for Pione Sisto i forhold til statsborgerskabet er muligheden for at spille for det danske landshold. Han lægger således ikke skjul på, at han drømmer om en fremtid i nationaltrøjen. 

- Jeg vil virkelig gerne spille for landsholdet. Det har jeg aldrig lagt skjul på. Jeg kommer forhåbentlig til at få chancen, når jeg får mit statsborgerskab, for det er et mål, jeg har haft længe. Det vil betyde meget for mig. Om det så bliver U/19-landsholdet eller U/21-landsholdet, det har jeg ikke tænkt på. Jeg håber bare, at jeg får chancen, for det er mit mål som fodboldspiller, siger Pione Sisto. 

Det danske U/19-landshold har før haft en føler ude efter Pione Sisto, men landsholdet er altså først aktuelt for FCM'eren, når statsborgerskabet er på plads.