Profiler tilbage for FC Vestsjælland
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Profiler tilbage for FC Vestsjælland

Michael Hansen forventer en tæt affære, når FC Vestsjælland fredag tager imod SønderjyskE.

FC Vestsjælland og SønderjyskE er ikke to mandskaber, man oftest forbinder med offensiv fodbold. Begge mandskaber vil dog gå benhårdt efter alle tre points, når de fredag står ansigt til ansigt. 

SønderjyskE kan med en sejr spille sig et godt stykke væk fra bunden, mens FC Vestsjælland har brug for en sejr i bestræbelserne på at overleve. Der er da også lagt op til en seks points kamp i Slagelse, der ifølge FCV-træner Michael Hansen bliver en tæt og intens affære: 

- Vores plan er, at spille en kontrolleret offensiv, for selvfølgelig går vi efter points – og allerhelst tre af slagsen! Samtidigt har vi respekt for dem og deres farlige angribere og kanter. Jeg forventer en fysisk og lige kamp i modsætning til kampen imod FCK, hvor vi havde svært ved at finde den rette løsning. Og jeg synes, at spillerne arbejder stenhårdt videre med tingene, som vi også har set de sidste måneder, og der er en stærk tro og vilje på at lykkes, siger Michael Hansen til klubbens hjemmeside.

FC Vestsjælland kan til kampen glæde sig over, at både Oliver Lund og Henrik Madsen er tilbage i kampform.