Randers FC tester serbisk angriber
Superliga

Randers FC tester serbisk angriber

Randers FC har den serbiske angriber Ognjen Mudrinski til prøvetræning.

Randers FC råder allerede over angriberne Mikael Ishak, Viktor Lundberg og Pavel Parzyszek, men kronjyderne er angiveligt åbne for at få endnu flere i truppen. Derfor har holdet inviteret serberen Ognjen Mudrinski til prøvetræning. Det skriver klubben på sin hjemmeside.

24-årige Ognjen Mudrinski har senest tørnet ud for FC Aarau i Schweiz, hvor han ikke havde succes, men serberen har tidligere i karrieren vist, at han er en mand med mål i støvlerne. I sæsonen 2012/2013 scorede han således 11 mål i 23 kampe for Røde Stjerne. I mellemtiden har han også været forbi tyske Greuther Fürth.

Angriberen står noteret for seks U21-landskampe og tre mål for Serbien. Randers melder ikke noget præcis ud om, hvor længe Mudrinski skal træne med.