Randers forlænger med anføreren
Illustration
Superliga

Randers forlænger med anføreren

Christian Keller har forlænget sin kontrakt med Randers FC.

34-årige Christian Keller er en af Randers FC's vigtigste spillere. Den kronragede midtbaneslider er altid at finde i cheftræner Colin Todds startopstilling, og nu bliver den tidligere Torino-spiller også belønnet for sit store arbejde på midtbanen.

Keller stod til kontraktudløb til sommer, men Randers FC og Christian Keller er blevet enige om en etårig forlængelse, så midtbanespilleren er at finde i Randers FC frem til sommeren 2016.

- Det var dejligt for mig, at Randers FC tidligt kom med et ønske om forlængelse. Så længe Randers FC har lyst, og jeg samtidig selv har både lysten og motivation til at fortsætte, var der kun én ting for mig at gøre, og det var at forlænge aftalen, siger Christian Keller til klubbens hjemmeside.

Christian Keller fik debut for Randers FC i 2011, og han er siden blevet anfører hos kronjyderne. Hos engelske Colin Todd er der også glæde over, at anføreren forlænger sin aftale.

- Fra dag 1 kaldte jeg ham for "Skipper", for det symboliserer meget af det han står for; lederevner både på og udenfor banen. Når han spiller, hænger han aldrig med skuldrene, han kæmper gennem samtlige 90 minutter. Han er en stor ambassadør for klubben. Selv om han har rundet de 34 år, leverer han fortsat varen. Han er en stor karakter, en stor spiller, siger Colin Todd.

Christian Keller spillede sin Superliga-kamp nummer 100 mod FC København søndag.