Video : Tipsbladet
Superliga

Randers-træner vil give fansene en sejr

Den hollandske træner håber, at Randers kommer tilbage på sporet med en sejr, når de mandag møder AaB hjemme på BioNutria Park.

Randers var foran mod FC Nordsjælland i sidste weekend, men måtte se sig besejret til sidst. Det resultat vil Randers-træner, Ricardo Moniz, revancherer, og han håber, at hjemmefansene får det, de kommer efter.

- Jeg ser meget frem til kampen. Først og fremmest skal vi have oprejsning fra sidste weekend, og så skal vi give vores fans, hvad de fortjener: tre point, siger Ricardo Moniz til klubbens hjemmeside.

Den hollandske træner har givet Randers et mere aggressivt udtryk, og det er et princip, som er kommet for at blive, fortæller Ricardo Moniz.

- Det kan du forvente hele sæsonen. Det er vores stil.

Selvom det ikke blev til en sejr i hollænderens debut, så var han ikke helt utilfreds med holdets præstation, omend han ikke er vild med at lukke tre mål ind.

- Sagen er den, at glasset er halvt fyldt, og det gav jeg spillerne kredit for, men vi må ikke lukke tre mål ind. Når du lukker så nemme mål ind, så bliver det en svær sæson. Hvis vi kan forsvare os bedre og sikre stabilitet, så kan vi godt overraske i denne sæson.

Randers ligger sidst i tabellen, og derfor vil en sejr på mandag over AaB betyde meget. Ricardo Moniz ser gode muligheder for point, selvom han har respekt for det nordjyske mandskab.

- Enhver kamp er en finale. Jeg så dem sidste søndag, og jeg var imponeret over dem i første halvleg, hvor de spillede modstanderen ud af banen. I anden halvleg blev de mere tilbageholdende. Der er en god chance for os, og deres venstreback har karantæne, men de har stadig gode spillere.

For at Randers skal kravle op i tabellen, så er det vigtigt at holdet får lært cheftrænerens taktik, for det er her nøglen til succes ligger, fortæller han.

- Hvis vi følger vores principper i træningen og kamp, så skal vi nok få succes, og forhåbentlig kommer vendepunktet på mandag på hjemmebane.